I projektet Læselyst og læserum blev leg, fællesskab og børnecentreret design brugt til at udvikle nye læseoplevelser med udgangspunkt i børnenes egne behov og hverdagsliv.
Børn mangler måske ikke lysten til at læse, men nogen at læse sammen med
Danske elevers læsefærdigheder er under pres. Det viser den seneste PISA-undersøgelse, som igen har sat gang i debatten om børns læsning. Men hvis vi vil styrke børns læselyst, er det måske ikke nok at fokusere på bøger, læsetræning og antallet af minutter, børn bruger på at læse. Vi er også nødt til at forstå, hvad læsning betyder i deres hverdag.
Det var et centralt udgangspunkt for projektet Læselyst og læserum (2021–2023), hvor Designskolen Kolding sammen med forskere, lærere, bibliotekarer og børn undersøgte, hvordan design kan skabe nye rammer for læsning.
- Den største indsigt var nok, at det ikke var læsningen i sig selv, børnene ikke havde lyst til. Det var, fordi læsningen tog tid fra vennerne og deres sociale liv. Derfor kom den bagerst i rækken, fortæller lektor og ph.d. Karen Feder fra Designskolen Koldings Lab for Play Design.
Læselyst handler også om relationer
Indsigten peger på, at arbejdet med børns læselyst ikke kun handler om den enkelte læser, men også om de sociale relationer og fysiske omgivelser, som læsningen indgår i.
Det kalder på nye måder at tænke læsning på og på samarbejde mellem de fagligheder, der arbejder med børns læring, trivsel og hverdagsliv. For hvad nu, hvis læsning ikke behøvede at konkurrere med fællesskabet, men kunne blive en del af det?
Karen Feder, lektor og ph.d. ved Designskolen Koldings Lab for Play Design, fremhæver en central indsigt fra projektet: Børnene manglede ikke nødvendigvis lysten til at læse, men læsningen kom ofte i anden række, fordi den tog tid fra vennerne og det sociale liv. Foto: Maricel Cabiling
Nye læseoplevelser
Det spørgsmål blev afsættet for projektets designeksperimenter. Med en børnecentreret designtilgang blev børnene aktivt inddraget i udviklingen af nye løsninger. Deres erfaringer og hverdagsliv dannede afsæt for eksperimenter med læserum og læseaktiviteter.
- Med en børnecentreret designtilgang udviklede vores studerende forskellige løsninger, der understøttede mere sociale læseoplevelser. Og det faldt i god jord hos børnene, fortæller Karen Feder.
Blandt resultaterne var HUG ME, udviklet af de to designstuderende Nina Sofia Gjødsbøl Ruder og Maia Louise Ronan. Den store, bløde installation inviterede børn til at ligge sammen, slappe af og fordybe sig i bøger.
Et andet eksempel var brætspillet Gak Gak Go!, udviklet af de studerende Esben Fjord Ørskov og Anton Bugge Nørgaard Olsen, hvor børn samarbejdede om at skabe karakterer og fortællinger.
Fælles for løsningerne var ambitionen om at gøre læsning og fortællinger til aktiviteter, der også giver plads til sociale oplevelser.
Børn er eksperter i deres eget liv
Projektet understreger samtidig betydningen af at inddrage børn, når man udvikler løsninger til dem. For selv om voksne selv har været børn, ved de ikke nødvendigvis, hvordan det er at være barn i dag.
Ved at kombinere børnenes perspektiver med viden fra designere, forskere, bibliotekarer og læsevejledere blev det muligt at undersøge læselyst fra flere vinkler og udvikle løsninger, der tog højde for både de fysiske omgivelser og børnenes sociale relationer.
I stedet for blot at spørge børnene, hvad de gerne ville have, blev de inviteret til at udforske muligheder, udvikle idéer og afprøve konkrete løsninger sammen med de professionelle.
Den store, bløde installation HUG ME inviterer børn til at læse, slappe af og være sammen i hyggelige omgivelser. Foto: Katrine Worsøe
Med brætspillet Gak Gak Go! bliver historiefortælling en fælles oplevelse, hvor børn sammen opfinder karakterer og skaber fortællinger. Foto: Katrine Worsøe
Fra designeksperimenter til konkrete indsigter
I alt blev ti prototyper udviklet og afprøvet på skoler og biblioteker i Kolding Kommune. Evalueringerne viste, at de forskellige løsninger på hver deres måde kunne inspirere til læselyst: ved at skabe ro og fordybelse, gøre bøger mere tilgængelige og give børn mulighed for at dele læseoplevelser og historier med hinanden.
For eksempel viste evalueringen af Gak Gak Go!, at 47 ud af 52 børn havde skabt en god historie sammen med deres venner og gerne eller måske gerne ville prøve spillet igen. For HUG ME angav 41 ud af 53 børn, at de fandt ro til at læse og gerne eller måske gerne ville prøve installationen igen.
Resultaterne dokumenterer ikke, at børnene blev bedre til at læse. Men de viser, hvordan design kan bidrage til at skabe rammer, der gør læsning mere attraktiv og meningsfuld for børn.
Projektet illustrerer samtidig værdien af at kombinere viden fra forskellige fagligheder og inddrage dem, udfordringen handler om. Når børnenes egne erfaringer får plads i designprocessen, kan det åbne for løsninger, der ikke nødvendigvis ville være opstået ud fra et voksenperspektiv alene.
Gå på opdagelse i inspirationskataloget Læselyst og læserum herunder.
Projektet Læselyst og læserum resulterede i ti forskellige prototyper, som blev afprøvet på skoler og biblioteker i Kolding Kommune. Fælles for dem var ambitionen om at styrke børns læselyst gennem leg, fordybelse og nye måder at være sammen om bøger og fortællinger på. Foto: Katrine Worsøe
Om projektet
Læselyst og læserum (2021–2023) blev gennemført i samarbejde mellem blandt andre Designskolen Kolding, Syddansk Universitet, Koldingbibliotekerne, Pædagogisk Center Kolding og en række skoler i Kolding Kommune. Projektet blev støttet af Slots- og Kulturstyrelsen.