Nyt museum udstiller vores affald
’Giving the alien finger’.
Det er svært ikke at trække på smilebåndet af de fire ord, der har føjet en helt ny dimension til den lille grønne stump haveslange, som sidder og vipper på et musealt arkivkort.
Sammen med efterladenskaber som f.eks. en flad tandbørste, en nedslidt skuresvamp og en knækket kam er haveslangen blevet fisket op af affaldsdyngerne for at kunne blive udstillet på Designskolen Koldings Museum of Modern Waste.
MOMW er et nyt museum, hvor affald bliver behandlet på linje med samlinger af sjældne sommerfugle og samtidskunst. Besøgende er aktive medskabere og kan udvælge et stykke affald, tilføje en personlig fortælling, der kaster lys på affaldets iboende skønhed og indlejrede ressourcer.
”At åbne for nysgerrighed er en vigtig drivkraft for handling. Jeg tror på, at det at sanse og opdage de æstetiske dimensioner i hvert enkelt stykke affald kan åbne blikket for omfanget af de bæredygtige forandringer, der er nødvendige for os hver især og for verden,” siger designer Maria Viftrup.
Den blå fjer fiskes op
I samarbejde med ti studerende fra Designskolen Kolding har Maria Viftrup skabt Museum Of Modern Waste, som vil poppe op ved en række festivaler og events landet over. I museets åbningstider vil f.eks. den lille stump haveslange, metaltråden fra en champagneprop eller den flossede, blå fjer være at finde i dyngen af affald, indtil nogen forhåbentlig bliver betaget af netop dét lille efterladte stykkes særlige skønhed, fisker det op og tilføjer en lille fortælling på fire ord, før det ophøjes til en plads i museets samling.
Visionen med MOMW er, at det skal være med til at rykke ved vores syn på alt det, vi til dagligt kasserer.
Og det er ikke så lidt. Danmark har EU-rekord i affald - danskerne smider 802 kg skrald ud per indbygger om året. Lægger man erhvervsaffald oveni, skaber hver dansker knap tre ton affald om året. ”Hvert eneste stykke affald indeholder en historie om, hvordan ressourcer forarbejdet i en kompleks proces bliver til et produkt, der ofte har udtjent sit formål i løbet af kort tid og bliver kasseret.
"Men der gemmer sig jo også smukke og spændende historier om den lille krøllede plastikdims, der – hvis vi får øje på og værdsætter den - kan give os en gejst til at skabe mere bæredygtigt forbrug og produktion. Der skal omsorg og nysgerrighed til at forestille sig en verden uden affald – måske kræver det at vi opdager, at hver eneste lille stykke affald er et stykke af verden, som bærer på sin egen værdi og historie”, slutter Maria Viftrup.
Alle objekter præsenteres løbende i museumskatalog @Museumofmodernwaste på Instagram
På Folkemødet 2023 kan du finde Museum Of Modern Waste på stand G26 ved havnekajen i Allinge.
Idé og Konceptudvikling: Maria Viftrup, uddannet tekstildesigner fra Designskolen Kolding og vinder af Danish Design Awards talentpris. I samskabende proces med studerende: Aida Montes Rodriguez, Anne Malmmose Bak Sørensen, Ashna Patel, Georgina Louise Norris, Karen Juhl Petersen, Marianne Noer, Runa Eggers Rossau og Sophie Kirkegaard Jensen
Medvirkende studerende: Katrine Grønholt Steinbach, Amalie Thrysøe Nielsen, Ida Bull Jensen, Sigrid Bendixen, Lærke Desholm Wegeberg, Silje Puntervold, Signe Rødkjær Griffin Visuel identitet: Louis Hørsted Kocmick og Pernille Karlsen
Udstillingsopbygning og -design: Allan Schmidt
Fotograf: Katrine Worsøe
Video: Jens Bo Thomsen
Projektansvarlig: Charlotte Melin
Tak for støtte til Statens Kunstfond og Kolding Kommune.
Tak for materialestøtte til Textilia U P C Y for sponsorat af workwear jakker, skabt af kassereret beklædning fra industrien. I 2025 skal Textilia være 100% cirkulær – for man skal rydde op efter sig selv - og det hjælper u p c y dem med.
K