En af de centrale kræfter på skolen, lærer Lone Androsof Sørensen, er godt i gang med en diplomuddannelse i designledelse på Designskolen Kolding
01 mar. 2019 / Talks og seminarer

Pris på design i folkeskolen

Tønder Overbygningsskole vinder 'Undervisningsmiljøprisen 2019'. Én af hemmelighederne bag successen er designledelse
Af Katrine Worsøe

I et felt på mere end 130 indsendte projekter fra folkeskoler over hele landet, var det Tønder Overbygningsskole, der løb med prisen for sit vedholdende og ambitiøse arbejde med at styrke undervisningsmiljøet gennem elevinddragelse. Tønder Overbygningsskole lægger især vægt på en anerkendende tilgang til eleverne, så deres evner bliver inddraget i undervisningen på en måde, så alle kan være med. 

En af de centrale kræfter på skolen, lærer Lone Androsof Sørensen, er godt i gang med en diplomuddannelse i designledelse på Designskolen Kolding. Hendes motivation er netop at blive bedre til at arbejde med designledelse i folkeskolen.

- Designledelse hjælper med til at stille skarpt på processen, og metoderne vi lærer, giver så meget mening. Det er så fedt at tage en tur op i helikopteren og rette vores opmærksomhed på vores organisations 'why' og vores 'what might be'. Samtidigt lærer vi også at arbejde 'hands-on' med prototyper under en samskabende proces, siger Lone Androsof Sørensen. 

Kursister har mange forskellige baggrunde
Diplomuddannelsens fokus er ikke alene at åbne op for designernes værktøjskasse, men også at gøre efteruddannelsen relevant for alle kursisters daglige praksis. En diplomuddannelse er for alle, der arbejder med udviklingsprocesser, innovation og brugerinddragelse. For Lone Androsof Sørensen har det betydet et større kendskab til både egne og andres udviklingsprocesser:

- Jeg er blevet bevidst om egen facilitering  - og fordi jeg bliver klædt på med både teori og designmetoder, har jeg fået en meget større bevidsthed. Før kunne jeg opleve frustration eller at processen bare gik i stå. Når de svære designprocesser får en teori  og en metode hæftet på sig, kan jeg nu fagligt argumentere for mine undervisningsmetoder i klasseværelset, lyder det fra Lone Androsof Sørensen.

Prisoverrækkelse
Til at overrække prisen var Henrik Dahl fra Folketingets Undervisningsudvalg, der udover ære og titel også kunne tildele Tønder Overbygningsskole en check på 100.000 kr. 

- Det er simpelthen bare rigtig godt gået. Tildelingen af denne pris er meget velfortjent, lød det fra Henrik Dahl, da han kaldte teamet op til overrækkelse. 

Det var da også et stolt hold, der tog imod check og blomster. Et team, der ikke lagde skjul på, at der var mange vindere til den flotte pris:

- Det her er et samarbejde mellem rigtig mange mennesker. Det er et samarbejde mellem vores elever, som har været med i hele denne proces. Og for nogens vedkommende forældre. Uden dem havde vi ikke stået her, så det er en fælles pris, lød det fra Lone Androsof Sørensen. 

 

“”Designledelse har virkelig været med til at give vores projekt med eleverne et flow. Det at sætte fokus på vores brugere og iværksætte processen sammen med forældrene har givet vores unger en fantastisk oplevelse”- Lone Androsof Sørensen”