Foto: Victor Jones
04 aug. 2015 / Nyt om de studerende

Talenter snuser til modebranchen

Under CPH Fashion Week er Designskolen Koldings nyuddannede modedesignere med i talentshowet Future of Fashion
Af Charlotte Melin

I juni viste tre danske designskoler for tredje år i træk deres nyuddannede talenter frem for branchen ved et forrygende Future of Fashion show på Børsen i København:

- Betydningen af modedesign kan ikke overvurderes i moderne kultur. Derfor spiller unge kandidater en vigtig rolle i at skabe nye, kreative impulser for modebranchen. Det gælder for udviklingen af dansk design, men er også en nødvendighed for at skabe bæredygtig mode i fremtiden. Future of Fashion positionerer sig internationalt ved at styrke synergien mellem modeindustriens krav og visionær innovation, siger Nadine Möllenkamp, Fagleder Mode, Designskolen Kolding.

De gode takter fortsætter under den københavnske modeuge. Fra den 5. til den 7/08/præsenterer nyuddannede designere fra Designskolen Kolding, Kunstakademiets Designskole og VIA Design deres afgangsprojekter og står klar til at møde potentielle samarbejdspartnere. Bjarke Bisgaard, der er dimittend fra Designskolen Kolding, er ikke i tvivl om, at arrangementet Future of Fashion har betydning for de nyslåede designere:

- Det er et super godt initiativ, fordi vi som nyuddannede får mulighed for at snuse til branchen og skabe kontakter. Det er et professionelt arrangeret show, der er tæt på den virkelige modeverden, så jeg har fået værdifuld erfaring, som jeg kan bruge fremover i min karriere.

Future of Fashion er arrangeret af Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning i tæt samarbejde med de uddannelsesinstitutioner og brancheorganisationer. Presse og branche er velkomne forbi under CIFF-messen i Bella Center d. 5.–7/08/2015. I finder Future of Fashion på broen i Centerhal E - der er adgang af rulletrappen fra hovedindgangen.

5 nyuddannede designere fra Designskolen Kolding deltager på Future of Fashion - CIFF August 5-7:

Bjarke Bisgaard
Nanna Fjord
Ani Iskandariyan
Lina Funder
Caroline Ruby