Til galla i genbrug
Når Miljøminister Kirsten Brosbøl tirsdag den 17/03/skal til gallamiddag med det hollandske kongepar, som er på statsbesøg, bliver det iført en genbrugskjole.
Gallakjolen er designet af to studerende på Designskolen Kolding, Dea Marcela og Simen Løberg Lierhagen, som begge går på modelinjen på 2. år.
Miljøministeriet har lanceret strategien ’Danmark uden affald’ og for at illustrere det arbejde, henvendte Kirsten Brosbøl sig til Designskolen Kolding for at få skabt en kjole, som kan genbruges.
Dea og Simen har skabt en kjole med afsæt i en af Kirsten Brosbøl egne gallakjoler fra klædeskabet, som på den måde har fået nyt liv. De har valgt at genbruge blondestoffet fra Kirstens kjole i overdelen, og de har desuden brugt nye materialer i 100 procent polyester, som er et meget velegnet genbrugsmateriale, og et nyt japansk tekstil, Milife. Sløret er desuden aftageligt og kan derfor bruges til flere forskellige events, og det er skabt af en meget avanceret teknik, som hedder lasercut.
- Jeg er som designer meget optaget af bæredygtighed, og hvordan vi kan skabe produkter, som kan genbruges. Derfor var jeg med det samme interesseret, da Miljøministeren henvendte sig til skolen, og opgaven falder i øvrigt perfekt sammen med et forløb om bæredygtighed, vi i forvejen er i gang med, siger Dea Marcela.
- Vi har arbejdet på højtryk for at blive færdige med kjolen, og vi har kun haft mulighed for at afprøve modellen på ministeren en gang. Men det er selvfølgeligt enormt lærerigt at skulle arbejde på den her måde, og lærerne har været utroligt søde til at bakke os op, og vi har fået lov at låne maskiner, vi normalt ikke uden videre må bruge, fortæller Simen Løberg Lierhagen.