Foto: Katrine Worsøe
09 maj 2014 / Nyt om de studerende

Afgængere skal vise tøj på Børsen

Børsen i København danner for andet år i træk rammerne omkring modeshowet Future of Fashion, hvor nyuddannede designere fra Designskolen Kolding viser hvad de kan.
Af Katrine Worsøe

Lige nu knokler 17 modestuderende på Designskolen Kolding for at blive klar til afgang, udstilling og modeshow. Sammen med Kunstakademiets Designskole og TEKO/VIA University College skal de nemlig vise deres afgangskollektioner på Future of Fashion modeshowet den 23. juni.

Tanken bag Future of Fashion er at forene modeshow med rekruttering af nye designtalenter. Det er ønsket, at dimitendernes vej ud på arbejdsmarkedet lettes og de relevante brancher får indsigt i, hvad der rører sig blandt de nye designere og dermed have de bedste forudsætninger for at skabe samarbejder. De tre skoler står – med hver deres historie og stærke profil – for at uddanne de dygtigste talenter inden for dansk mode. Det er med andre ord et solidt felt af nye designere, man har mulighed for at møde samlet på ét sted og på én dag. 

På dagen vises kollektioner fra Designskolen Kolding og Kunstakademiets Designskole. Der vil være mulighed for at se portfolier fra bl.a. TEKO, møde de nye designere personligt og selvfølgelig tage del i masser af uhøjtidelig branche-networking. 

 

 

“Future of Fashion er en unik chance for virksomhederne, som ser den danske talentmasse samlet og kan netværke med en hel generation af nye designere, frem for det mere fragmenterede billede, når man kun ser et show fra en enkelt skole eller to. Projektkonsulent Rasmus Nordqvist, Innovationsnetværket Livsstil - Bolig & Beklædning”