Prototype: Patrick Bomholt Johansen laver personlige proteser til krigsveteraner.
02 maj 2014 / Nyt om de studerende

Afgang 2014

Det er altid et tilløbsstykke, når årets kuld af nyuddannede designere fra Designskolen Kolding viser deres afgangsprojekter frem for offentligheden.
Af mfs@dskd.dk

Igen i år sker det i samarbejde med Museet på Koldinghus, hvis middelalderlige mure danner bagtæppe for en række helt nye bud på, hvor den danske designtradition anno 2014 skal, kan og bør bevæge sig hen.

Her er mode og tekstil, her er illustration, interaktion og grafik og her er industrielle produkter, tænkt og gentænkt og ikke mindst genfortolket til at opstå i helt nye sammenhænge.

- Designere er oplært i at analysere ”wicked problems”, dvs. problemer, der er så komplekse, at én løsning sjældent rækker. Samtidig er designere i stand til at visualisere de mulige løsninger, så alle kan forholde sig til dem, udtaler rektor Elsebeth Gerner Nielsen.

Dressed for succes
Mere end 80 studerende tager afgang fra Designskolen Kolding til sommer og deltager dermed i udstillingen, der blandt virkelig mange spændende ting blandt andet byder på en garderobe af benproteser, et nyt visuelt nodesystem og et bud på, hvordan man væver en plovfure. Alle de kommende designkandidater er i løbet af uddannelsen blevet "dressed for success" med evnen til at tænke strategisk, æstetisk og ikke mindst innovativt, og de er et derfor et frisk bud på at opfylde det behov for radikal innovation, både politikere, organisationer og erhvervsliv efterspørger.

Engagerede og visionære
- De kommende designere er både håndværkere, teoretikere, æstetikere, dataindsamlere, innovative og meget, meget mere. Men mest af alt er de nye designere båret af et engagement og en vision om at skabe en bedre verden, skrev Danish Design Association om sidste års afgangsudstilling.

Tid og sted
Afgang 2014 kan opleves på Museet på Koldinghus. Udstillingen åbner ved en fernisering den 25/06/og løber derefter frem til den 28. september

“Alle de kommende designkandidater er i løbet af uddannelsen blevet dressed for success med evnen til at tænke strategisk, æstetisk og ikke mindst innovativt.”