19 sep. 2014 / Nyt om de studerende

Afgangsprojekt vinder designpris

Design Award 2014 priser designer uddannet på Designskolen Kolding.
Af Charlotte Melin

En ny klassiker. Sådan lød en af mange superlativer til Christian Troels’ lampe, Mutatio, der er kåret som vinder af Design Award 2014 i kategorien Årets Lampe.

"Mutatio er et smukt stykke design, der leger med forvandling og geometri, og med sit slanke design passer lampen perfekt til steder, hvor pladsen er trang", lyder juryens begrundelse. "Forfriskende at Le Klint er begyndt at lancere noget, som ikke er foldet. En ny klassiker, som lægger sig op af vores danske designtradition, men alligevel ikke er noget, vi har set før."

Lampen er en videreudvikling af Christian Troels' afgangsprojekt fra Designskolen Kolding i 2012. Her forklarede Christian Troels blandt andet:

- Mit afgangsprojekt består af en serie lamper, inspireret af transformation og simpel geometri. Når lamperne er lukket sammen, har de et anonymt udtryk, men så snart de bliver åbnet, afsløres et mere spændende og karakteristisk udtryk.

Christian Troels har siden arbejdet videre på projektet i sammen med Le Klint - et arbejde som nu har resulteret i anerkendelse fra en jury bestående af:

  • Direktør for Designmuseum Danmark Anne-Louise Sommer 
  • Livsstilsekspert Uffe Buchard Stylist og trendekspert Anette Eckmann
  • Jesper von Wieding fra Danish Design Association
  • Chefredaktørerne på henholdsvis Bolig Magasinet og BO BEDRE, Helle Blok og Erik Rimmer.

Det er de danske boligmagasiner BO BEDRE, Bolig Magasinet og Costume Living, som afholder Design Awards 2014.

“En ny klassiker, som lægger sig op af vores danske designtradition, men alligevel ikke er noget, vi har set før.”