18 feb. 2026 / Karrierehistorier Design for Play, Uddannelse og forskning

Bedre hospitaler begynder med bedre design

Selv små tiltag og bevidste designvalg kan betyde en afgørende forskel for patienternes oplevelse af kvalitet og professionalisme og måske reducere den kognitive belastning for både patienter og pårørende, som i forvejen er syge eller bekymrede. Forskere fra Designskolen Kolding undersøger i et tværfagligt team med norske forskere, hvordan lys, materialer og rumlige kvaliteter bliver parametre, der også har betydning for patienters behandling på hospitalet.
Af Cecilie Winding and Marianne Baggesen Hilger

For mange patienter begynder mødet med hospitalet længe før den første samtale med en læge eller sygeplejerske. Det begynder i parkeringskælderen, ved indgangen eller i de lange gange, hvor man forsøger at finde vej. Her dannes et førstehåndsindtryk, som påvirker patientens oplevelse af tryghed, kontrol og tillid, som kan være afgørende for, hvordan man går ind i et behandlingsforløb. 

Ifølge arkitekt og lektor på Designskolen Kolding Sofie Kinch er det netop i disse første møder med hospitalets fysiske rammer, at tillid enten kan styrkes eller svækkes. 

- Hospitalernes fysiske rammer er aldrig neutrale. De kommunikerer værdier og prioriteringer – eller manglen på samme. Desværre oplever mange patienter, at adgangen til hospitalet foregår i uoverskuelige parkeringskældre og indgangspartier, der fremstår slidte og uindbydende. Indenfor fortsætter indtrykket ofte med lange og ens gange, som kan gøre det svært at finde rundt – særligt hvis man i forvejen er utryg eller bekymret, lyder det fra Sofie Kinch, som understreger at det ikke betyder, at personalet ikke leverer høj faglig kvalitet. 

Patienter møder oftest både venlige og kompetente medarbejdere. Men de fysiske omgivelser spiller en selvstændig rolle for oplevelsen af hospitalet som helhed. 

- Man kan sige, at designet udgør en stille eller tavs form for kommunikation mellem hospitalet og patienten, siger Sofie Kinch.

Hospitalet set med patientens øjne
Forskere fra Helse Fonna, Høgskulen på Vestlandet og Universitetet i Stavanger har netop undersøgt, hvordan patienter oplever hospitalernes udformning, funktion og sanselige kvaliteter. Over 600 patienter fra to hospitaler er blevet spurgt om deres første indtryk og oplevelse af omgivelserne. 

Resultaterne viser, at patienterne generelt er “lidt tilfredse” med farver, interiør og arkitektur og “moderat tilfredse” med hospitalernes fysiske tilstand. Det samme gælder skiltning, information og oplevelsen af at kunne finde rundt. 

- Det handler ikke om de store arkitektoniske greb, men de mere hverdagsnære detaljer. Sammen med arkitekt og forsker ved Bispebjerg Hospital, Carlo Volf, indgår jeg i et tværfagligt team med de norske forskere, hvor vi undersøger hvordan lys, materialer og rumlige kvaliteter bliver parametre der også har betydning for patienters behandling på hospitalet, siger Sofie Kinch, der til dagligt leder forskningsprogrammet “Playful Care” ved Designskolen Kolding. 

Der kan være mange forklaringer på, at nogle hospitalsmiljøer fremstår forsømte. Begrænsede budgetter til vedligeholdelse og rengøring gennem mange år er én af dem. Når ressourcerne er knappe, prioriteres tekniske installationer og medicinsk udstyr ofte højere end indgangspartier, fællesarealer og visuelle kvaliteter. 

Men her peger Sofie Kinch på, at selv små tiltag og bevidste designvalg kan betyde en afgørende forskel for patienternes oplevelse af kvalitet og professionalisme og måske reducere den kognitive belastning for både patienter og pårørende, som i forvejen er syge eller bekymrede: 

- Det kan være bedre belysning, opdateret og konsekvent skiltning, gennemgang af informationsmateriale og mere opmærksomhed på orden og vedligeholdelse i de områder, patienterne møder først.

Forskerne bag studiet opfordrer derfor til, at man indimellem ser hospitalet med patientens øjne: Hvordan ser indgangen ud? Er der ryddeligt? Er informationerne opdaterede? Går urene rigtigt? Er det let at finde vej? 

- De små forbedringer kan have stor betydning – ikke kun for patienterne, men også for medarbejderne. Når omgivelserne signalerer omsorg, orden og kvalitet, understøtter de den faglighed og professionalisme, som hospitalernes ansatte allerede leverer hver dag. Design kan ikke erstatte god behandling, men design kan være med til at understøtte den, slutter Sofie Kinch 

Baggrund
I et fælles skriv til Dagens Medicin i Norge peger forskere på, at hospitalsomgivelserne skal afspejle den professionalisme, som fagfolkene står for.
Læs hele indlægget her: Førsteinntrykket betyr meir enn du trur

Forfatterne er: Eva Biringer, læge og seniorforsker, Helse Fonna HF / 1. amanuensis, Høgskulen på Vestlandet - Morten Nordal, læge, Helse Fonna HF - Heiko Bratke, børnelege og forsker, Helse Fonna HF / 1. amanuensis, Universitetet i Bergen - Carlo Volf, arkitekt og seniorforsker, Psykiatrisk Center København / Kompetencecenter for affektive lidelser, Region Hovedstaden, Københavns universitetshospitaler, København, Danmark - Sofie Kinch, arkitekt og lektor, LAB for Play Design, Kolding School of Design, Kolding, Danmark - Heidi Bringsvor, intensivsygeplejerske og postdoktorstipendiat, Helse Fonna HF / 1. amanuensis, Høgskulen på Vestlandet.

Kontakt

Sofie Kinch
LAB for Play Design
Sofie Kinch
Lektor, LAB for Play Design