Per Voss Nielsen

Som studieretningsansvarlig og nyudnævnt studielektor på industrielt design er Per Voss Nielsen med til at sætte den faglige retning for uddannelsen og tilrettelægge dens indhold. Ambitionen er at give de studerende et stærkt fagligt ståsted, så de kan bidrage kvalificeret til innovation og udvikling i samspil med blandt andre ingeniører, producenter og virksomheder. 

19 okt. 2026 / Skolen og medarbejdere, Uddannelse og forskning

Ny studielektor skærper fokus på industrielt design

Med udnævnelsen til studielektor skal Per Voss Nielsen fortsat udfordre og udvikle Designskolen Koldings stærke tradition for industrielt design – med stor vægt på materialer, produktion og selve det at udvikle et produkt. Det kommer blandt andet til udtryk i fem nye kurser på industrielt designs andet år, hvor de studerende blandt andet skal arbejde med medicinsk udstyr, forbrugerelektronik og cykler.
Af Marianne Baggesen Hilger

Hvad skal en industriel designer kunne? For Per Voss Nielsen handler svaret om at kunne identificere nye behov, arbejde strategisk og forstå innovation, men også om det helt grundlæggende: at være virkelig god til at designe. 

Som studieretningsansvarlig og nyudnævnt studielektor på industrielt design omsætter han sammen med sine kolleger det fokus til undervisningen, og i dette studieår lanceres der hele fem nye kurser på bacheloruddannelsens andet år med blandt andet medicinsk udstyr, forbrugerelektronik og cykler som omdrejningspunkt. 

I kurset om medicinsk udstyr skal de studerende designe til patienter og sundhedsprofessionelle med særligt fokus på sikkerhed, brugervenlighed og tryghed. På forbrugerelektronik arbejder de med interaktionen mellem bruger og produkt samt med bæredygtighed og produktets levetid. Og i et kursus om ergonomi og transport bliver blandt andet cykler en ramme for at arbejde med ergonomi og brugerforståelse.

Rektor Carina Christensen peger på, at Per Voss Nielsen med udnævnelsen får en central rolle i den fortsatte udvikling og profilering af industrielt design på Designskolen Kolding:

– Med Per som studielektor styrker vi vores uddannelse i industrielt design med en stærk kombination af designfaglighed, teknisk indsigt og erfaring fra industrien. På Designskolen Kolding står vi på en stærk designfaglig tradition, som vi hele tiden udvikler i mødet med nye teknologier, materialer og produktionsformer. Samtidig har vi et tæt samarbejde med industrien i hele Danmark, hvor design og innovation går hånd i hånd. Per bringer netop denne kombination ind i uddannelsen og bliver en vigtig del af arbejdet med at uddanne industrielle designere, der både mestrer deres fag og kan skabe innovation i tæt samarbejde med andre fagligheder og med industrien.

Fra “hvad skal vi designe?” til “hvordan designer man?” 
For Per Voss Nielsen er de nye produktområder først og fremmest et afsæt for at arbejde med selve designfagligheden: 

– Det handler ikke kun om at introducere de studerende til nye produktkategorier, men om at bruge dem som en ramme for at lære og træne selve designfaget. 

Det nye fokus er ikke et opgør med hverken innovation eller forretningsforståelse. Tværtimod handler det om at tydeliggøre, hvad den industrielle designer bringer ind i innovationsprocessen: en stærk faglighed i at omsætte behov, teknologi og muligheder til konkrete produkter. 

Per Voss Nielsen har arbejdet en del med innovation og forretningsforståelse gennem eksempelvis Business Model Canvas. Den erfaring har givet anledning til at se på, hvordan tiden på bacheloruddannelsen fordeles mellem forskellige dele af designfaget. 

– Det er relevante kompetencer, som skal balanceres med den mere grundlæggende designfaglighed, eksempelvis viden om materialer, produktion og selve det at udvikle et produkt. 

Med den nye studieordning har han derfor ønsket at styrke fundamentet på bacheloruddannelsen yderligere. 

– Lidt forenklet kan man sige, at hvor vi tidligere brugte meget tid på det åbne spørgsmål “Hvad skal vi designe?”, vil vi nu i højere grad give de studerende tid til at lære “Hvordan designer man?” 

Det betyder ikke, at designerens rolle bliver smallere. Ambitionen er netop at give de studerende et stærkt fagligt ståsted, så de kan bidrage kvalificeret til innovation og udvikling i samspil med blandt andre ingeniører, producenter og virksomheder. 

Per Voss Nielsen

Per Voss Nielsen vil styrke de studerendes designfaglige fundament og deres evne til at bidrage kvalificeret til innovation og udvikling sammen med andre fagligheder.

“Det handler ikke kun om at introducere de studerende til nye produktkategorier, men om at bruge dem som en ramme for at lære og træne selve designfaget.”

En stærk tradition som fundament 
Det nye fokus bygger videre på en stærk designfaglig tradition på Designskolen Kolding. 

Her står det æstetiske og sanselige side om side med forståelsen af materialer, funktion, produktion og de mennesker, produkterne skabes til. 

– For mig handler det blandt andet om at fastholde en stærk forankring i det æstetiske og sanselige, forståelsen af at mennesker har forskellige behov og præferencer, og evnen til at omsætte denne indsigt til produkter, hvor form, funktion og brugeroplevelse indgår i en samlet designløsning, siger Per Voss Nielsen. 

De nye kurser skal samtidig give de studerende erfaring med produktområder, de måske ikke selv ville have opsøgt. 

– Jeg håber at kunne åbne de studerendes blik for, hvor bredt industrielt design kan bruges, og skabe nysgerrighed på nogle af de produktområder og udfordringer, som måske ikke umiddelbart fanger dem. På den måde håber jeg, at flere får øje på mulighederne i at bruge deres faglighed bredt og får mod på at bringe den i spil på områder, hvor der er brug for stærk designfaglighed. 

Design udvikles i mødet med virkeligheden 
De nye kurser skal også koble undervisningen tæt til verden uden for skolen. 

Sammen med sine kolleger er Per Voss Nielsen i gang med at indgå samarbejdsaftaler med flere større aktører, som skal bringe virkelighedsnære designudfordringer ind i undervisningen. Hvem samarbejdspartnerne er, kan han endnu ikke løfte sløret for, men de skal give de studerende mulighed for at arbejde med problemstillinger og samarbejdsformer, der også kendetegner det professionelle arbejdsliv. 

Det bygger videre på en tilgang, hvor industriel designfaglighed udvikles i samspil med andre professioner, virksomheder og producenter – og med de mennesker, der i sidste ende skal bruge de produkter, der bliver udviklet. 

Når teknologi skal give mening for mennesker 
Samarbejdet med andre fagligheder bliver ikke mindre relevant i takt med, at ny teknologi åbner nye muligheder for produkter og løsninger. Her ser Per Voss Nielsen en særlig rolle for designeren. 

– Design kan blandt andet være med til at skabe forbindelsen mellem ny teknologi og de mennesker, der skal bruge den. Teknologisk udvikling kan skabe nye muligheder, men design kan være med til at finde ud af, hvordan de muligheder bedst omsættes til produkter, som mennesker faktisk ønsker at bruge. 

Den menneskelige dimension stopper heller ikke, når produktet fungerer teknisk. 

– Det handler ikke kun om, at et produkt skal fungere, men også om den oplevelse, det giver, og om at skabe noget, man har lyst til at vælge, bruge og forhåbentlig beholde i mange år. 

Det er netop i det krydsfelt, mener Per Voss Nielsen, at designeren kan skabe værdi i samarbejdet med eksempelvis ingeniører, teknologer og virksomheder. 

Per Voss Nielsen

På industrielt designs andet år lanceres fem nye kurser med blandt andet medicinsk udstyr, forbrugerelektronik og cykler som omdrejningspunkt. Eksterne samarbejder skal bringe virkelighedsnære designudfordringer ind i undervisningen og tættere på de arbejdsformer, de studerende møder som professionelle designere.

“Design kan blandt andet være med til at skabe forbindelsen mellem ny teknologi og de mennesker, der skal bruge den.”

Fra ingeniør til industriel designer 
Den tværfaglige tilgang har Per Voss Nielsen selv med sig fra sin egen karriere. Han er oprindeligt uddannet bygningsingeniør og arbejdede i fem år som ingeniør med blandt andet statiske beregninger. 

Efter finanskrisen valgte han at skifte spor og uddanne sig til designer. Han tog sin bachelor og kandidat i industrielt design på Designskolen Kolding og blev færdig i 2015. 

Efterfølgende arbejdede han i fem år som design- og innovationskonsulent hos DEVELOPA i Kolding, hvor han arbejdede med mange forskellige typer design- og innovationsopgaver – fra større virksomheder til startups og fra legetøj til medicinsk udstyr. 

I 2020 vendte han tilbage til Designskolen Kolding som studieadjunkt. Siden fik han ansvaret for studieretningen industrielt design på bacheloruddannelsen, og nu fortsætter han arbejdet som studielektor. 

– Jeg har dermed erfaring fra både ingeniørfaget, designuddannelsen og designbranchen, og det er kombinationen af de forskellige perspektiver, jeg i dag tager med ind i min undervisning. 

Et langsigtet blik på uddannelsen 
Udnævnelsen til studielektor giver Per Voss Nielsen mulighed for at fortsætte arbejdet med studieretningen i et længere perspektiv. 

– For mig føles udnævnelsen til studielektor som en anerkendelse af det arbejde, jeg allerede har været en del af på uddannelsen. Samtidig giver den mig mulighed for at arbejde mere langsigtet med udviklingen af både undervisningen og studieretningen. 

De fem nye kurser er et konkret eksempel på den udvikling, men ambitionen rækker videre: 

– Jeg håber især at kunne bidrage til den fortsatte faglige udvikling på industrielt design og være med til at omsætte mine erfaringer fra både designbranchen og undervisningen til nye måder at udvikle uddannelsen på. 

Per Voss Nielsen

Per Voss Nielsen håber at være med til at åbne de studerendes blik for, hvor bredt industrielt design kan bruges, og give dem mod på at bringe deres faglighed i spil på nye områder.

Kontakt

Per Voss Nielsen
LAB for Bæredygtighed og Design
Per Voss Nielsen
Studielektor Studieretningsansvarlig på industrielt design Underviser på industrielt design og Design for Planet