Da leg blev et designfag
I 2026 markerer Designskolen Kolding tiåret for etableringen af kandidatuddannelsen Design for Play – verdens første kandidatuddannelse i design og leg. På uddannelsen bygger de studerende videre på deres grundlæggende faglighed – for eksempel kommunikationsdesign eller industrielt design – gennem praksisnære forløb og ambitiøse projekter, hvor de arbejder tæt på både børn, brugere og virkelige designudfordringer. Her udvikler de både deres metoder, deres formgivningskompetencer og deres blik for, hvordan design kan skabe værdi i en større sammenhæng.
Uddannelsen blev fostret i et tæt partnerskab mellem Designskolen Kolding, LEGO Fonden og LEGO Koncernen og optog sit første hold studerende i 2017. Sammen har partnerne skabt en platform for uddannelse, forskning og udvikling, som i dag er med til at forme et helt nyt designfelt.
Centralt står Laboratoriet for Play Design på Designskolen Kolding samt skolens Play Workshop, hvor studerende og forskere kan eksperimentere med materialer, prototyper og legende koncepter. Her bliver idéer hurtigt omsat til fysiske eksperimenter, og leg fungerer både som metode og som genstand for design.
En idé tager form
Historien begyndte flere år, før uddannelsen officielt åbnede. I perioden 2013-2015 undersøgte Designskolen Kolding, hvad der egentlig kendetegner dansk designtradition, når det gælder leg.
- Vi arbejdede sammen med virksomheder, organisationer og legeeksperter for at forstå feltet, fortæller Karen Feder, lektor og studieretningsansvarlig for Design for Play, som dengang var med til at udforme partnerskabsaftalen bag uddannelsen.
- Det blev hurtigt tydeligt, at der faktisk ikke fandtes nogen, der uddannede designere med ekspertise i leg. Samtidig lå meget af den eksisterende viden i tunge rapporter og forskningsartikler, som sjældent blev brugt af praktikere.
Resultatet var en erkendelse: hvis leg skulle tages alvorligt som designfelt, krævede det både uddannelse, forskning og nye metoder.
Designskolen Kolding havde på det tidspunkt allerede gennem flere år haft samarbejde med LEGO.
- Vi vidste, at de brændte lige så meget for leg, som vi gjorde, siger Karen Feder.
- De kunne se potentialet i at koble leg og design endnu tættere, og derfor blev LEGO Fonden og LEGO Group helt centrale partnere i etableringen af initiativet.
For Bo Stjerne Thomsen, Head of Educational Impact i LEGO Education, gav idéen også mening fra begyndelsen. På daværende tidspunkt var han Global Head of Research i LEGO Foundation:
- Vi havde allerede gode erfaringer med samarbejder med Designskolen Kolding, siger han.
- Derfor så vi hurtigt et potentiale i at løfte samarbejdet til noget mere langsigtet. For os handlede det om at skabe et mere vedvarende fokus på børn, leg og designkvalitet i den måde, vi udvikler og lærer på.
”Samarbejdet har været med til at styrke vores forståelse af leg – ikke kun som noget, der findes i produkter, men også i processer, læring og udvikling,” siger Head of Educational Impact i LEGO Education.
At skabe verdens første kandidatuddannelse i Play Design viste sig dog hurtigt at være en udfordring. Der fandtes ganske enkelt ingen eksisterende model.
- Der var ingen, der havde gjort det før, så vi måtte starte helt fra scratch, siger Karen Feder.
Udviklingen af uddannelsen blev derfor præget af eksperimenter, pilotprojekter og internationale samarbejder. Undervisere rejste blandt andet til anerkendte universiteter som Stanford og Massachusetts Institute of Technology (MIT) for at hente inspiration og kvalificere curriculum.
Målet var klart: at uddanne designere med en dyb forståelse for leg både som menneskelig drivkraft og som designmetode.
- Vi ønskede at uddanne designere, der kan arbejde professionelt med leg i praksis, siger Karen Feder.
- Leg kan se meget forskellig ud udefra – for børn og voksne – men ofte bygger den på de samme dynamikker og motivationer. Vores ambition var at uddanne play designere, der kan gøre verden til et mere legende sted at være.
Partnerskabet lagde samtidig grundlaget for et forskningsmiljø omkring Play Design, som tilfører viden til uddannelsen og omverdenen. I Laboratoriet for Play Design undersøger forskere og studerende blandt andet børns leg og læring, trivsel og sundhed – og eksperimenterer med, hvordan Play Design kan skabe nye former for meningsfulde oplevelser og udfordre eksisterende praksisser. Det sker blandt andet med professor i leg Helle Marie Skovbjerg som en central profil i miljøet.
- Det har taget os ti år at gå fra ’play og design’ til at stå på et solidt vidensgrundlag i Play Design, siger Karen Feder.
Et partnerskab der rækker ud i verden
Fra begyndelsen var ambitionen, at uddannelsen ikke skulle være en akademisk silo.
- Det har været vigtigt for os at være en organisk enhed, der vender ud mod verden, siger Karen Feder.
Derfor arbejder de studerende løbende sammen med eksterne partnere, og både praktikophold og samarbejdspartnere indgår i uddannelsen. Projekter spænder fra udvikling af legeoplevelser til nye former for legende læring og designprocesser.
For de studerende betyder samarbejdet også, at de kommer tættere på børn, markeder og virkelige problemstillinger. Det giver erfaring med at designe i en kompleks virkelighed og med at omsætte leg fra idé til konkrete produkter, miljøer og oplevelser.
Samarbejdet har også ført til internationale forbindelser.
Et eksempel er partnerskabet med Universidad de los Andes i Bogotá, Colombia, som begyndte med studerende på Design for Play-uddannelsen og siden udviklede sig til et større akademisk samarbejde.
Studerende og undervisere fra Danmark og Colombia har blandt andet arbejdet sammen om projekter om børns ret til leg og om legende kommunikation på tværs af sprog og kulturer.
- Det stærke i samarbejdet er, at vi har meget mere tilfælles, end man skulle tro, siger Karen Feder.
- Vi kan lære langt mere af hinanden, end vi forestiller os.
”Da vi begyndte at undersøge feltet, opdagede vi noget ret opsigtsvækkende: Der fandtes faktisk ingen, der uddannede designere med ekspertise i leg. Derfor besluttede vi at skabe uddannelsen selv,” fortæller Karen Feder, lektor og studieretningsansvarlig for Design for Play.
For LEGO har samarbejdet også haft afgørende betydning.
Ifølge Bo Stjerne Thomsen har partnerskabet været med til at udvide virksomhedens forståelse af leg.
- Det har styrket vores blik for leg som noget, der ikke kun findes i produkter, men også i processer, læring og udvikling, siger han.
Designskolen har blandt andet bidraget med forskning og refleksion, som har været med til at udvikle arbejdet med playful learning. Et konkret eksempel er samarbejdet med LEGO House i Billund. Her arbejdede forskere og designere sammen om nye metoder til at observere og forstå legeoplevelser.
- Det gav ikke bare et stærkere teoretisk sprog, siger Bo Stjerne Thomsen.
- Det gav også mere anvendelige redskaber til at udvikle besøgsoplevelsen og styrke kompetencerne omkring leg i praksis.
Samarbejdet har også omfattet projekter om udvikling af legende byrum i Billund, samarbejder med skoler og eksperimenter med nye former for legende læringsmiljøer – projekter hvor design, pædagogik og oplevelsesdesign mødes.
Samtidig har samarbejdet været med til at etablere et helt nyt fagligt felt omkring design for leg – med uddannelse, forskning, metoder og et fælles sprog for at arbejde professionelt med leg i design.
Play designere i nye roller
En af de største overraskelser de seneste ti år er måske, hvor mange forskellige steder play designere er endt med at arbejde.
Da uddannelsen blev etableret, forestillede mange sig primært job i klassiske legeindustrier som legetøj, spil og legepladser. Virkeligheden viste sig hurtigt at være langt bredere. I dag arbejder dimittender fra Design for Play blandt andet i modebranchen, på museer, i sundhedssektoren og med udvikling af læringsmiljøer.
- Vi har play designere ansat alle mulige steder, som vi slet ikke kunne have forestillet os for ti år siden, siger Karen Feder.
For LEGO er netop disse nye perspektiver en stor styrke.
- De studerende bringer andre blikke på leg ind, siger Bo Stjerne Thomsen.
- I LEGO-virksomheden arbejder vi naturligt meget med LEGO-systemet, men leg findes i mange former. De studerende hjælper os med at udvide vores blik.
”Vi har play designere ansat steder, vi slet ikke kunne have forestillet os for ti år siden – fra museer og hospitaler til modebranchen. Det viser, hvor stort potentiale leg har i design,” forklarer Karen Feder.
Når Bo Stjerne Thomsen ser tilbage på samarbejdet, peger han især på én ting som særlig værdifuld.
- Vi har været med til at opbygge et fælles sprog for børn, leg og design, siger han.
- Det gør det lettere at samarbejde på tværs af organisationer og fagligheder – og at tage leg alvorligt som noget, der påvirker udvikling, læring og livskvalitet.
Karen Feder er enig.
- Det, vi har skabt sammen, er helt unikt, siger hun.
- At vi har givet unge mennesker fra hele verden mulighed for at uddanne sig i Play Design – det er jeg virkelig stolt af.
De næste ti år
Begge ser store muligheder for Play Design i fremtiden.
For Designskolen Kolding handler det om fortsat at udforske, hvor leg kan skabe værdi og at skubbe grænserne for, hvor Play Design kan spille en rolle.
- Vi er slet ikke færdige, siger Karen Feder.
- Der er stadig et enormt potentiale.
For LEGO er det afgørende, at Designskolen fortsætter med at være et nysgerrigt og eksperimenterende miljø.
- Stærke uddannelser bygger på tradition, siger Bo Stjerne Thomsen.
- Men de skal også udfordre den.
Netop i det spændingsfelt opstår nye idéer. Og måske er det netop dér, legens styrke ligger – ikke bare som noget vi gør, men som en måde at tænke, lære og designe på.
Da uddannelsen blev skabt, fandtes Play Design ikke som felt. Ti år senere har Designskolen Kolding og LEGO været med til at forme netop det: et designområde, der fortsat udfordrer vores forståelse af, hvad design kan være, og hvilken rolle leg kan spille i fremtidens samfund.
"I LEGO-virksomheden arbejder vi naturligt meget med LEGO-systemet, men leg findes i mange former. De studerende hjælper os med at udvide vores blik," forklarer Bo Stjerne Thomsen.
FAKTA
- 2013-2015: Designskolen Kolding undersøger dansk designtradition for leg gennem HUB for Leg & Design.
- 2017: Verdens første kandidatuddannelse i Design for Play åbner i partnerskab med LEGO Foundation og LEGO Group.
- 2017-2025: Play Design udvikler sig til et internationalt forsknings- og uddannelsesfelt med samarbejder på tværs af virksomheder, universiteter og organisationer.
- 2022: Partnerskabet mellem Designskolen Kolding og LEGO Foundation forlænges med en ny femårig aftale.
- 2026: 10 år med Play Design – og en ny generation af designere, der arbejder med leg i alt fra læring og oplevelser til sundhed og byrum.