12 jan. 2022 / Uddannelse og forskning

Design til et godt formål

For andet år i træk har kommunikationsdesign-studerende fra Designskolen Kolding designet øl-etiketter til fordel for Team Rynkebys indsamling til Børnecancerfonden.
Af Marianne Baggesen Hilger

Etiketterne fortæller historien om Team Rynkeby og deres beundringsværdige arbejde med at støtte kritisk syge børn.

’Liv’, ’Eventyr’ og ’Viljen’ hedder specialøllene fra Fur Bryghus, og sammen giver de gaveæsken ’LEV’, som man kan købe i en begrænset periode og dermed støtte det gode formål.

Livet symboliserer fællesskabet, som er et af de tre ben som Team Rynkeby står på, og den er en hyldest til de kvinder, som har været en del af Team Rynkeby de sidste 20 år. Eventyret repræsenterer den store indsamlingsindsats, Team Rynkeby gør for børn med kritisk sygdom, som dermed får en ekstra chance i livet, mens Viljen symboliserer den fysiske del af at være med på Team Rynkeby.

- Designskolen Kolding er en stor del af fundamentet i vores projekt. Vi ville på ingen måde kunne løfte projektet til det, som det er i dag, uden deres visuelle storytelling, siger Bjørn Jensen fra Team Rynkeby.

- De tre etiketter fortæller om hele Rynkebys historie, og jeg tror, at de flotte etiketter og historien bag kan komme til at gøre en forskel i salget, forklarer han.

Leder af kommunikationsdesign på Designskolen Kolding, Lars Hoff-Lund, glæder sig over samarbejdet:

-Vi uddanner vores studerende til at gå ud med deres talent og gøre en forskel for nogle. Team Rynkeby-projektet handler om netop dette, og vi er derfor lykkelige for samarbejdet og de resultater, vi kan være med til at skabe.

I alt 50.000 gaveæsker kommer til salg i hele landet i perioden 15. januar til 15. februar. Hver solgte gaveæske med tre øl giver mere end 50 kroner til Børnecancerfonden, så initiativtagerne håber at indsamle mere end to millioner kroner.

“Designskolen Kolding er en stor del af fundamentet i vores projekt. Vi ville på ingen måde kunne løfte projektet til det, som det er i dag, uden deres visuelle storytelling. Bjørn Jensen, Team Rynkeby”