Design til tiden
Lyt til podcast-serien ”Design til tiden” og bliv klogere på, hvordan man kan bruge designforskning til at fremme bæredygtighed, integrere indvandrerkvinder, lære børn at tale om følelser og til at skabe et rum i udsatte boligområder så det opleves som et tryggere sted.
Nål og tråd baner vejen for integration og værdiskabelse
Hvad tænker du, når du hører ordet integration? På Designskolen Kolding tænker man FENUUN. FENUUN er et kreativt mødested for indvandrerkvinder, som samtidig har til formål at integrere indvandrerkvinder gennem tekstile håndværk, hvilket adjunkt, Else Skjold fortæller om i denne podcast. Flere af indvandrerkvinderne er meget dygtige til de ældre håndværk, og i FENUUN bliver de anerkendt for deres kompetencer, hvilket giver dem selvtillid, fordi de erfarer, at de kan bidrage med noget, som vi har brug for i Danmark. Lyt til podcasten og find ud af, hvordan Else Skjold ser deres fremtid på det danske arbejdsmarked.
Farver, former og taktilitet hjælper udsatte børn
Har du nogensinde overvejet, at børn måske begynder at fortælle, hvordan de har det, hvis man giver dem en kasse med blandt andet en ståluldssvamp, en metalkæde, elastikker og en møtrik? Den idé fik en gruppe designere fra Designskolen Kolding og specialskolen Marielundskolen, da de skulle udvikle et værktøj, som gør det lettere for socialt udfordrede børn at sætte ord på deres følelser og tanker. Værktøjet hedder TACTUS. Laila Truelsen fra LAB for social design på Designskolen Kolding fortæller i podcasten, hvordan TACTUS fik en dreng til at fortælle om sine selvmordstanker, og hvordan en anden fortalte, at han følte, at han levede i et fængsel. Lyt til podcasten og find ud af, hvordan TACTUS får børnene i tale.
Brugerinddragelse skaber bæredygtigt strik-forbrug
Louise Ravnløkke vil gerne bryde med køb og smid væk-kulturen, og forbrugerbevidsthed er blandt nøgleordene i hendes ph.d.-projekt, hvor hun arbejder med bæredygtighed inden for mode- og tekstildesign. Hun har undersøgt, hvordan forbrugere anvender strik, og hvilke præferencer de har. Du kan blandt andet høre hende fortælle, hvordan hun har inddraget sin opnåede viden i udviklingen af et designkoncept, hvor forbrugeren kan være med til at designe sin egen strikbluse. I alt er der 97.000 kombinationsmuligheder. Tror du, at du vil kunne designe din egen yndlingsbluse? Lyt med og bliv klogere på konceptet og idéen bag.
Fokus på det levede liv transformerer belastede boligområder
Anne Corlin har fokus på social bæredygtig byudvikling i sit ph.d.-projekt. Med forskellige designmetoder undersøger hun, hvad der er på færde i det socialt udsatte boligområde Skovparken, som ligger i Kolding, og hun har anvendt forskellige designmetoder til at analysere, hvilke designparametre der er afgørende, når hun skal designe et rum som Skovparken. Blandt andet har hun designet nogle interaktive bænke med fortællinger fra stedet. Håbet er, at bænkene kan være medvirkende til, at beboerne opnår en følelse af, at det er et trygt sted at færdes. Lyt til podcasten og find ud af, hvad der skete, da en gruppe drenge følte sig generet af de talende bænke.