Foto: Katrine Worsøe
12 feb. 2016 / Nyt om de studerende

Designere skal finde sig selv

Hugo Boss-designer opfordrede designstuderende til at bryde grænser
Af Katrine Worsøe

- Kommunikation er en stor del af mine workshops. Selv noget så simpelt som at finde på en titel til ens arbejde kan være en kompliceret opgave. Derfor er det at tale om og diskutere ens arbejde såvel som det at give og modtage feedback afgørende for ens evne til at udvikle sig som designer. Processen er lige så vigtig som det færdige resultat.

Således lyder ordene fra modedesigner Michael Kampe. Han er ansvarlig for ”Creative Management Denim” hos Hugo Boss i Metzingen og underviser på flere internationale skoler, herunder Designskolen Kolding. For nyligt var han ansvarlig for et intenst undervisningsforløb om ”kreativ dekonstruktion” med en håndfuld mode-studerende. I løbet af 4 dage skulle de studerende – med udgangspunkt i en eksisterende jakke – skabe et helt nyt look og slutteligt fremlægge resultaterne for de øvrige på holdet.

- De studerende havde en masse gode ideer, og jeg var imponeret over deres drive – også i forhold til bæredygtighed og koncepter. Her ser jeg virkelig en styrke for Designskolen Kolding, siger Michael Kampe.

For Michael er det helt essentielt, at designstuderende tør bryde normer og eksperimentere med de evner, de allerede har. Især i studietiden, hvor de har rig mulighed for at udvikle sin egen stil.

- Det er vigtigt, at de føler sig frie til at nedbryde grænser så længe som muligt. Under deres uddannelse kan de tillade sig at fejle, uden at det har egentlige økonomiske konsekvenser, og de kan afprøve ting, som ideelt set på et tidspunkt kan blive det, som definerer deres personlige stil, siger Michael Kampe og fortsætter

- Den største del af arbejdet skal de selv erkende.

“Den største del af arbejdet skal de selv erkende.”