Hashtagget #LeaveNoOneBehind refererer til et centralt løfte i FN's Verdensmål for bæredygtig udvikling. Det udtrykker en forpligtelse til, at den internationale udvikling skal komme alle til gavn – især de mest sårbare og marginaliserede grupper.
Designing AS People – og ingen må lades tilbage
Hvordan skaber vi design, der ikke blot inkluderer flere mennesker – men grundlæggende gentænker, hvem design er til for? Det spørgsmål er omdrejningspunktet i Yanki Lees nye publikation Designing AS People – Beyond Ableism, Practising Universal Design Otherwise, som udkommer i foråret 2026.
Bogen markerer et væsentligt skridt i styrkelsen af universelt, socialt og inkluderende design på Designskolen Kolding i tæt samarbejde med Bevica Fonden.
Publikationen introducerer rammen for at designe for, med, af og som mennesker og samler indsigter fra forskningsprojekter, studenterarbejder og refleksive essays fra danske og internationale bidragydere.
Siden 2021 har Yanki Lee arbejdet tæt sammen med medarbejdere og studerende for at forankre Universal Design (UD) som en integreret del af skolens faglige profil. Det har blandt andet ført til deltagelse i Bevica Scholarship Programme, etableringen af Universal Design Awards samt udviklingen af undervisningsforløb og workshops, der udfordrer traditionelle forståelser af designpraksis.
- Universal Design handler ikke kun om tilgængelighed. Det handler om at udvikle en praksis, der bygger på en dyb bevidsthed om menneskelig mangfoldighed og fælles ansvar, siger Yanki Lee, ph.d.
Hos Bevica Fonden ses samarbejdet som et vigtigt skridt i at forankre Universal Design i designuddannelserne:
- Designskolen Kolding viser, hvordan Universal Design kan integreres i undervisning, forskning og praksis. Det er afgørende, hvis vi skal skabe et mere inkluderende samfund gennem design, siger Camilla Ryhl, ph.d., forskningsdirektør i Bevica Fonden og leder af Universal Design Hub.
Hun fremhæver samtidig bogens metodiske bidrag:
- I sin bog giver Yanki Lee ikke blot en grundig præsentation af, hvad Universal Design er og kan tilbyde – vigtigere endnu præsenterer hun en metode for Universal Design. En metode, der bygger på en dyb forståelse af begrebet samt på hendes egen og Designskolen Koldings omfattende erfaring med at undervise i og praktisere socialt ansvarlige designmetoder. Denne bog er et must-read for alle, der ønsker at integrere Universal Design i deres egen praksis.
Med fornyet støtte fra Bevica Fonden styrkes samarbejdet yderligere. Ambitionen er klar: Universal Design skal ikke være et særskilt spor – men en grundlæggende tilgang til designuddannelse, forskning og praksis.
Lanceringen af Designing AS People på Designskolen Kolding den 16. april bliver derfor både en faglig markering og en fejring af, at arbejdet med socialt og inkluderende design er centralt i skolens strategiske udvikling.
Det foregår 16. april kl. 16.00–17.00 i Auditoriet på Designskolen Kolding. Alle er velkomne.
Gæsteprofessor Yanki Lee ses her sammen med Samiah Bilal, cand.des. i Design for People og kommunikationsdesign, samt adjunkt Line Gad Christiansen fra Designskolen Kolding. Samiah Bilal modtog i 2025 Designskolen Kolding og Bevica Fondens Universal Design Award.