DR: Fremtidens programmer kræver design i børnehøjde
Hos DR mener man, at hver generation har ret til sine egne klassikere. Det kræver, at indhold udvikles med udgangspunkt i nutidens børn og deres virkelighed. Man kan ikke bare at tage udgangspunkt i voksnes egne barndomserindringer.
- Hver generation har lov til at have deres egne klassikere. Vi kan ikke bare antage, at børn vil se det, vi selv syntes var fantastisk, da vi var børn. Hvis vi skal lave indhold, der virkelig rammer børn i Danmark i dag, er vi nødt til at kende dem rigtig godt, fortæller Rikke Warrer Poulsen, producent ved Børn & Unge, Danmarks Radio.
Om barndommen som værdi i sig selv
I dag er der en helt anden konkurrence, hvor DR konkurrerer med globale virksomheder om danske børns tid. Derfor er det ekstra vigtigt at sætte fokus på den særlige danske børnekultur. Og den ambition deler DR og Designskolen Kolding, fortæller Rikke Warrer Poulsen.
- Noget af det, der kendetegner dansk børnekultur, er netop, at børn skal have lov til at være børn. De er ikke på vej til at blive voksne – de er faktisk i barndommen, som er en destination i sig selv. De skal have lov til at være uperfekte og ikke som de voksne synes, de skal være, men lige netop som de selv er.
Børnene er centrum i designprocessen
Et centralt fokus i DR’s arbejde med børneindhold er leg. Leg ses ikke kun som underholdning, men som en afgørende del af børns trivsel, udvikling og livskvalitet. Samtidig oplever mange eksperter, at vilkårene for leg er blevet sværere, fordi både børn og voksne har travle og strukturerede hverdage.
Derfor ønsker DR at bruge deres universer til at inspirere børn til selv at lege videre. En times indhold fra B&U skal gerne skal inspirere til 100 timers leg. Det kræver en ny måde at arbejde på.
Derfor har kandidater fra Designskolen Kolding været inviteret ind til at udvikle ideer ud fra child-centered design, hvor børnene aktivt inddrages i udviklingen. På den måde kan nye idéer og universer skabes i tæt dialog med de børn, de skal være til for:
- Børnene er ledestjernen i alt, hvad de studerende i Play Design fra Designskolen arbejder med. De møder børnene i en ligeværdig relation og vinder hurtigt deres tillid og begejstring for det projekt, de udvikler sammen, lyder det fra Rikke Warrer Poulsen.
"Børnene er ledestjernen i alt, hvad de studerende i Play Design fra Designskolen arbejder med. De møder børnene i en ligeværdig relation og vinder hurtigt deres tillid og begejstring for det projekt, de udvikler sammen," lyder det fra Rikke Warrer Poulsen.
Rikke Warrer Poulsen fremhæver kombinationen af viden, processer med barnet i centrum og designfagligheden som en unik kombination:
- Det er meget tydeligt børnenes behov, de brænder for, og de har et stort mod til at tage det steder hen, hvor andre måske ikke vil turde stille sig hen. Det er meget inspirerende at opleve, hvordan de sætter deres forskellige designbaggrunde i spil, lige fra digital design til kommunikationsdesign og oplevelsesdesign. Det giver virkelig en bred variation af produktløsninger, som rækker meget længere ud over det, hvad vi selv ville kunne løse.
Nyt sprog for leg skaber aftryk
Rikke Warrer Poulsen fremhæver, at det er afgørende at designe for legen og tale om legen, så den får opmærksomhed og prioritet. Her har forskningen på Designskolen Kolding inspireret til at tale om leg på en anden måde:
- Designskolen Kolding har virkelig kvalificeret den måde, vi taler om legen på. De har været visionære i at tale legen op og se den som en vigtig komponent i menneskers liv. Det aftryk, som Play Design har sat, er, at vi nu taler om leg på en meget mere præcis måde.
Rikke Warrer Poulsen er producent ved Børn & Unge, Danmarks Radio.