På billedet ses den nye klovnbulance, der er en bil der kører ud til familier med bærn, der lever med for eksempel kroniske lidelser. Bilen er udsmykket som en cirkusbil.
Foto: Danske Hospitalsklovne
20 maj 2026 / LAB for Play Design

Et frirum designet til børnelivets mere alvorlige faser

Klovnbulancen er Danske Hospitalsklovnes mobile trivselsindsats for børn og unge med langvarig og kronisk sygdom og en rullende forlængelse af hospitalsklovnenes arbejde. Her er Designskolen Kolding med til at forme det mobile rum, hvor legen kan få plads, også når sygdom fylder. Arbejdet bygger på brugerinddragelse, interiørdesign og viden fra Lab for Play Design om, hvordan leg kan skabe trivsel, omsorg og nye muligheder i mødet mellem børn, familier og sundhedsvæsen.
Af Rasmus Rørbæk

Med Klovnbulancen rykker legen ud af hospitalet og ind i barnets hverdag. Her opstår små, men betydningsfulde pauser fra sygdommen, hvor barnet kan træde ud af rollen som patient og ind i en verden af fantasi. Turene kan gå til stranden og dyrehaven, men også til og fra behandlinger eller ind i de overgange, hvor barnet skal finde vej tilbage til skole, venner og hverdagsliv. I Klovnbulancen har hospitalsklovnen hænderne på rattet, men det er barnet, der sætter ruten.

Klovnbulancen er samtidig et svar på et sundhedsvæsen i forandring, hvor mere behandling foregår uden for hospitalet. Når behandlingen flytter sig, er der også behov for nye måder at tænke trivsel og sammenhæng for børn og familier. Med Klovnbulancen flytter legen med.

“Vi står et sted i sundhedsvæsenet, hvor der er stort fokus på, hvor længe børnene kan være i deres eget hjem frem for at være indlagt - så de får så normalt et børne- og ungdomsliv som muligt, selvom de har en sygdom. Her kan Klovnbulancen være med til at trække tråde mellem hjem og sygehus og gøre overgangen lettere ved at fylde den med eventyr og magi,” siger Charlotte Stær Nielsen, oversygeplejerske på Aarhus Universitetshospital.

Leg er ikke kun for sjov...
Klovnbulancen er et rum for nærvær og leg, hvor der er plads til at være barn med netop eventyr og magi. Det er udgangspunktet for Designskolen Koldings del af projektet. Ved Lab for Play Design arbejder forskere og designere med at udforske, hvordan leg kan være en drivkraft for trivsel og omsorg. Klovnbulancen er designet som en overgangszone mellem hospitalsmiljøet og børns hverdagsliv, der både rummer sygdommens alvor og barnets behov for selv at bestemme, fjolle, eller vende verden på hovedet med hospitalsklovnene.

I mere end to årtier har hospitalsklovnenes arbejde været forankret i hospitalernes rammer. Rum, der altid er til låns og præget af en klinisk logik. Med Klovnbulancen får hospitalsklovnene for første gang deres eget mobile rum, og her bliver Designskolen Koldings erfaring med at invitere til leg gennem design en vigtig del af udviklingen.

På billedet ses en hospitalsklovn, der spiller musik sammen med et barn inde i klovnbulancen

I projektet har lektor Sofie Kinch, der er leder af forsknings og udviklingsprogrammet Playful Care, og holdet på Designskolen Kolding arbejdet med co-design, hvor man samskaber med de mennesker, der lever med de udfordringer, man forsøger at finde løsninger på. Det har inkluderet workshops med sundhedsfagligt personale, klovnefagligheder, børn og pårørende, som i sidste ende bliver mødt af Klovnbulancen.

”Som designer og designforsker skaber projektet spændende muligheder for at bruge klovnefaglighedens kvaliteter som afsæt og legen som metode. Vores hensigt er ikke at designe et tivoli på hjul, men i stedet at understøtte hospitalsklovnenes nærvær og relation til de unge patienter. Udgangspunktet for at tage en tur i Klovnbulancen er dybt alvorligt. Børnenes diagnoser er vidt forskellige, og aldersmæssigt spænder de fra 3 til 14 år. Det er en spændende designudfordring at redesigne en bil til at rumme så forskellige typer af brugere, situationer, stemninger og ikke mindst leg,” siger Sofie Kinch fra Designskolen Kolding der har stået i spidsen for det designfaglige arbejde på projektet.

Over de næste 18 måneder tester og videreudvikler holdet bag Klovnbulancen indsatsen sammen med børn, familier og fagpersoner. Målet er at omsætte den indsamlede erfaring og ny viden i det videre forskningsarbejde på Designskolen, så holdet bag Klovnbulancen sammen kan sikre, at leg, relationer og mobilitet kan spille en rolle i fremtidens sundhedsvæsen til glæde for syge børn og unge.

”Hvis det føles forkert at tage en legende tilgang, er det måske en god idé at stoppe op og spørge sig selv, om det ikke er det, situationen kalder på. På mange måder er projektet her et udtryk for at kombinere klovnefaglighed med Play Design, som kan udfordre og udvikle de rammer, hvor børn og deres familier møder sundhedsvæsenet i tæt samarbejde med Danske Hospitalsklovne, som vi er meget glade for at være en del af,” siger lektor Sofie Kinch fra Designskolen Kolding.

Klovnbulancen er udviklet i et tæt samarbejde mellem Danske Hospitalsklovne, Aarhus Universitetshospital og Designskolen Kolding med sponsorater fra Volkswagen Erhvervsbiler og Clever. Projektet er støttet af Ole Kirk’s Fond.

På billedet ses Sofie Kirch.

Lektor Sofie Kirch har stået i spidsen for det designfaglige arbejde med at udvikle Klovnbulancen. 

Foto: Rasmus Rørbæk
Sofie Kinch
LAB for Play Design
Sofie Kinch
Lektor, LAB for Play Design