29 dec. 2015 / Nyt om de studerende

'Framet' af Frame

Tre studerende fra Designskolen Kolding får omtalt studieprojekt i det seneste nummer af magasinet Frame
Af Charlotte Melin

Det anerkendte hollandske magasin Frame, der omtaler de vigtigste steder, produkter og designere lige nu, bringer i det seneste nummer en artikel om et tværfagligt BA-projekt fra Designskolen Kolding.

De tre studerende Bjørn Karman fra kommunikation, Kristine Boesen fra tekstil og Julie Hells Eriksen fra mode har stillet spørgsmålet: Hvordan kan vi skabe en stærkere relation til det, vi køber?

Svaret er Abstract - en interaktiv hjemmeside, som give brugere mulighed for at designe tøj, der afspejler den enkeltes personlighed. Ud fra optagelserne at ord og ansigtsudtryk med webcam, designes den enkeltes egen historie. En Algoritme forvandler data til mønstre, som bliver overført til de udvalgte beklædningsstykker, der er tilgængelige i webshoppen.

Abstract har allerede tiltrukket sig meget opmærksomhed i form af udstillinger og omtale bl.a. også på Designboom og senest i Frame med en fremtrædende placering på side 48.