Internationale eksperter og italienske luksusbrands styrker samarbejdet med Designskolen Kolding
Det er ikke første gang, at et frugtbart samarbejde mellem studerende, internationale eksperter og italienske luksusbrands finder sted på Designskolen Kolding. For de studerende betyder det adgang til materialer i verdensklasse, indsigt i den internationale modebranche og en unik mulighed for at få deres arbejde udstillet på Lineapelle-messen i Milano og Venice Fashion Week.
Igennem forløbet har de studerende udviklet moderne og bæredygtige fortolkninger af barokkens teaterkostumer og accessories. Deres designløsninger kombinerer derfor både tradition, innovation og bæredygtighed. Brad Carlton Sisk peger på, at arbejdet ikke alene handler om design, men også om at give de studerende en dybere forståelse af hele værdikæden i deres designproduktion:
- De studerende får indsigt i hele forsyningskæden fra start til slut, og det er en nøglekompetence for enhver designer. Samtidigt får vi kommunikeret vigtigheden af materialer og bæredygtighed i forløbet med de studerende. For os i industrien er det en gave at få lov til at arbejde med de unge designere og også muligheden for at identificere den næste generation af talenter, siger Brad Carlton Sisk.
Materialer i verdensklasse
De italienske luksusbrands Lineapelle og Orsoni Venezia 1888 har sponseret materialer til kurset, og det giver de studerende mulighed for at arbejde med high-end læder og luksusmaterialer, som normalt kun er tilgængelige for professionelle designere. For Silvano Arnoldo er netop arbejdet med materialerne afgørende for at udvikle en intelligent og ansvarlig tilgang til design. Og netop derfor har industrien brug for denne type samarbejde med de unge designere:
- Branchen har brug for at samarbejde med universiteter som Designskolen Kolding, fordi en designer bør kende hele produktionskæden. Kun ved at forstå alle de trin, der kendetegner produktionsprocessen, kan en designer have en intelligent tilgang til design, forklarer han.
Den næste generation af talenter
I Silvano Arnoldos undervisning er materialerne ikke bare et middel til at skabe form, men en del af fortællingen og designprocessen. De unge designere skal forstå materialernes egenskaber, oprindelse og potentiale, og det kræver en åben og eksperimenterende tilgang – præcis det, som Designskolen Kolding tilbyder:
- Vores samarbejde med Designskolen Kolding er særligt interessant, fordi skolen har en tværfaglig tilgang til design. De studerende og Designskolen er simpelthen gearet til at samle forskellige discipliner: smykker, tekstil, mode og interiørdesign – og det gør dem til en ideel partner for os, siger Silvano Arnoldo og fortsætter:
- Jeg er meget imponeret over de studerendes tilgang til denne nye kreative metode. De har vist sig at være meget modtagelige, nysgerrige og hurtige til at tilegne sig en enorm mængde information.
Kurset kulminerer i en udstilling, der – ligesom sidste år – har ambition om at blive vist på Lineapelle-messen i Milano og under Venice Fashion Week. Dermed får de studerende ikke kun mulighed for at præsentere deres værker, men også for at netværke med potentielle samarbejdspartnere og fremtidige arbejdsgivere.