Jul med fars dram
Anna Sofie Jørgensen-Værebo, tekstilstuderende på Designskolen Kolding, har i år fået æren af at dække op til jul på Keramikmuseet CLAY i Middelfart.
Med afsæt i det originale mågestel fra museets samling har hun tro imod historien designet en klassisk jul med masser af familiehygge i CLAYs fine pejsestue.
- Jeg havde mange tanker vedrørende julebordet, siger Anna Sofie Jørgensen-Værebo.
- Min oprindelige plan var, at det skulle være langt væk fra den klassiske opdækning. Men efter at have stået og betragtede det , besluttede jeg at opdækningen istedet måtte være mere simpel. Jeg fik lyst til at dække bordet, som var det til min egen juleaften. Jeg synes mågestellet og omgivelserne kommer bedst til sin ret med en klassisk opdækning og en harmoni i farve og komposition på bordet. Juleaften er en aften, hvor generationer mødes og tilbringer de bedste timer sammen rundt om bordet. Jeg har derfor dækket op med ting fra mine forældres og bedsteforældres hjem. Skindet på bordet er mit, englene er min mors og er altid fremme til jul, kruset er min farfars, karaflen min farmors og den italienske drik min fars."