Julebazar med vokseværk
Julebazaren på Designskolen Kolding har de seneste år været så populær, at den nu kræver mere plads end blot én etage. Hele 6000 besøgende slog vejen forbi de to dages julebazar sidste år, og derfor tages hele huset nu i brug til julestemning og salg af unikke designs. Skolens kantineområde vil i år være dedikeret til hygge med julelækkerier, mens køb og salg fra boderne vil foregå rundt omkring på hele Designskolen.
De studerende på Designskolen Kolding er allerede i fuld gang med at kreere unikke designs, som skal sælges på julebazaren. Der er med andre ord skabt optimale muligheder for at blive inspireret af de spirende designere og find den helt unikke julegave til hele familie og venner. Både nuværende og tidligere studerende vil stå bag de 125 boder, hvor de sælger print, tekstiler, smykker, tøj, tasker, møbler og meget, meget mere.
Designskolen Koldings julebazar finder sted fredag d. 7/12/kl. 14 – 20 og lørdag d. 8/12/fra kl. 10 - 18.
Entre: 20 kr.