22 maj 2025 / LAB for Play Design, Uddannelse og forskning

Klovnbulancen – en mobil trivselsindsats for syge børn og unge

Designskolen Koldings forskningsprogram Playful Care, LAB for Play Design har sammen med Danske Hospitalsklovne, samt Børn&Unge, Aarhus Universitetshospital og Volkswagen Danmark fået støtte til et 2,5-årigt pilotprojekt, der har til formål at udvikle og afprøve en ny, mobil trivselsindsats for syge og sårbare børn og deres familier. Projektet er støttet af Ole Kirk's Fond.
Af Marianne Baggesen Hilger

Klovnbulancen er tænkt som en overgangszone mellem hospitalsmiljøet og børns hverdagsliv. Idéen er, at indlagte børn kan arrangere en tur med hospitalsklovnene. Måske man har lyst til at besøge sine klassekammerater eller få en pizza på stranden. Med projektet udvider hospitalsklovnene deres hidtidige rolle som gæst på sengestuen til også at være vært for en fortryllende oplevelse i og omkring Klovnbulancen.

Projektet skal skabe et frirum på hjul, hvor der er plads til både det sårbare og det legende. Designprojektet fokuserer på, hvordan legen – i samspil med hospitalsklovnens særlige tilgang til mødet med børn i krise – kan bidrage til bedre trivsel, overgangsstøtte og helhedsorienteret omsorg. Designfaglige metoder og brugerinddragelse vil være centrale i udviklingen af det fysiske og oplevelsesmæssige rum i og omkring bilen.

Sofie Kinch, adjunkt og leder af projektet samt forskningsprogrammet Playful Care på Designskolen Kolding, siger:

- Som designer og designforsker skaber projektet spændende muligheder for at bruge klovnefaglighedens kvaliteter som afsæt og legen som metode. Vores hensigt er ikke at designe et tivoli på hjul, men i stedet at understøtte hospitalsklovnenes nærvær og relation til de unge patienter. Udgangspunktet for at tage en tur i Klovnbulancen er hamrende alvorligt. Børnenes diagnoser er vidt forskellige, og aldersmæssigt spænder de fra 3-14 år. Det er en spændende designudfordring at redesigne en bil til at rumme så forskellige typer af brugere, situationer, stemninger og ikke mindst leg.

Formålet er at skabe en skalérbar indsatsmodel, der i sidste ende kan komme flere børn og familier til gavn – og samtidig danne grundlag for ny viden om tværfagligt samarbejde og legens rolle i børns trivsel og helingsprocesser.

Projektet indledes med en udviklings- og testfase i 2025 og forventes rullet ud i praksis i løbet af projektperioden. Der vil løbende blive indsamlet erfaringer, som danner grundlag for evaluering, videreudvikling og forskning.

Kontakt

Sofie Kinch
LAB for Play Design

Sofie Kinch

Adjunkt, LAB for Play Design