Kolding-designere udtaget til Designers’ Nest
Louise Egebro, Camilla Bragen Askolm og Aja Marie Skyum er alle kommet igennem nåleøjet og har fået tildelt en plads i den eftertragtede talentkonkurrence Designers’ Nest. De deltager hver med tre sæt fra deres afgangskollektion.
Designerne tog afgang fra Designskolen Kolding i sommer og udmærker sig inden for hver deres område.
Louise Egebro har specialiseret sig i menswear og arbejder i dag for et dansk herretøjsmærke. Hendes afgangskollektion er stærkt inspireret af genkendelige kulturelle og eksistentielle elementer, som bæres frem af godt håndværk og innovative materialer. Camilla Bragen Askholm arbejder med overraskende silhouetter, der både kan gøre sig i den kommercielle modeverden og på den mere eksperimenterende scene. Aja Marie Skyum fortæller historier gennem sine materialer og kan godt lide at appellere til folks nysgerrighed. Hendes afgangskollektion og arbejde generelt er præget af en markant grafisk æstetisk signatur.
Feltet består af godt 30 designere, og hvem der løber med titlen som vinder af Designers’ Nest afsløres den 30. januar 2015 under Copenhagen Fashion Week.
Om Designers' Nest
Designers' Nest er en talentkonkurrence for nyuddannede designere fra de nordiske designskoler og finder sted i forbindelse med den halvårlige modemesse CPH Vision under modeugen i København. Konkurrencens formål er at præsentere og markedsføre nye talenter over for internationale indkøbere, modefirmaer, presse og trendsættere. Prisen er på 50.000 kr.