Kollektioner i startblokken
Stafetten lød navnet på det fælles show, som 20 bachelorer fra designskolerne i København og Kolding fyrede af under efterårets store modeevent i begyndelsen af august.
Hver en stoleplads var besat og flere end 300 mennesker klemte sig ind i gården til Designmuseum Danmark, der i dagens anledning var omdannet til en slags sportsarena for de unge modetalenters show.
På brostenene var stregerne på en atletikbanen tegnet op til et show, som på ingen måde var en konkurrence. For første gang havde de to skolers bachelorer nemlig besluttet sig for at slå kludene sammen for ved fælles hjælp af stable et stort, seværdigt show på benene.
Og det lykkedes til fulde. Ud over flere hundrede tilskuere har showet også siden givet efterklang i medierne.
Natten til fredag den 7. August kl. 00.50 sætter DR K fokus på talenterne og viser klip fra showet. Og hele showet kan ses på Copenhagen Fashion Week´s egen kanal, Fashion TV, som dels på hjemmesiden og dels på storskærme på Rådhuspladsen og Højbro Plads. Der ud over har Berlingske Tidende, Politiken Cover og Fashion Forum dækket eventen.
Så hvad kan man være andet end tilfreds?
- Vi er meget tilfredse. Vi har gjort alt det her arbejde for at vise, at vi kan selv, siger en glad men også udmattet Anne Louise Schmidt, der har en BA i mode fra Designskolen Kolding.
Selve showet strakte sig over 26 minutter med 3-5 outfits skabt af de 20 bachelorer - og det i en skønsom blanding. Samarbejdet imellem de to designskoler har rakt helt ind i rækkefølgen på det fælles show.
- Det har været fedt at sparre med københavnerne. Det giver virkelig god mening at arbejde tæt sammen, vi har været langt flere til at løse opgaverne som at skaffe penge, modeller og så videre, fordi vi har kunne hjælpe hinanden, siger Anne Louise.