17 feb. 2015 / Nyt om de studerende

Lin Li-Yu

30 år Fra Taiwan 4. år
Af Marianne Baggesen Hilger

Er i gang med 1. år af sin masteruddannelse på Industrielt Design. Har i forvejen en designuddannelse fra National Cheng Kung University i Taiwan.

Hvorfor valgte du Designskolen Kolding? Jeg har altid haft lyst til at læse i udlandet og især i Europa. Jeg søgte ind på skoler i Holland og London men kom ikke ind. En ven fortalte mig om designskolerne i Danmark, og jeg søgte både i København og Kolding. Jeg blev ikke optaget i København, fordi de mente, at mine engelskkundskaber ikke var gode nok. Heldigvis kom jeg ind i Kolding, og jeg er meget imponeret over niveauet både blandt lærerne og de studerende.

Har du oplevet sproglige vanskeligheder på studiet? Engelsk er danskernes andet modersmål, og de studerende bærer over med mig, selvom jeg taler virkelig langsomt, bruger de forkerte ord osv. Det sætter jeg meget stor pris på.

Fortæl om et projekt du har lavet på skolen: Jeg har deltaget i en workshop i Shanghai på linjen ’Leg og Design’, hvor vi skulle undersøge kinesiske børns legevaner i samarbejde med LEGO. På baggrund af vores researchmateriale skulle vi komme med bud på legetøj til de kinesiske børn. Det var meget spændende at arbejde med så stort et firma, og jeg fik efterfølgende et praktikophold i LEGO i fire måneder som en del af min master.

Hvorfor er LEGO et interessant firma? Jeg vil gerne lære om børns kreativitet, og processen interesserer mig lige så meget som selve produktet. Jeg vil desuden gerne lære mere om koblingen mellem leg og læring. I Asien er der meget fokus på, at leg også skal være læring. Det tror jeg, at jeg kan lære mere om hos LEGO.

Hvad kan du bedst lide ved skolen? Friheden. Vi får lov til at lave det, vi har lyst til, og lærerne vil virkelig gerne hjælpe os til at finde ud af, hvilke evner vi har, og hvordan vi skal arbejde for at blive dygtigere.

Oplevede du også det på designuddannelsen i Taiwan? Nej, i Asien er det meget anderledes. Der er meget stor forskel på lærere og elever i Asien, og vi er ikke jævnbyrdige på samme måde, som jeg oplever, man er i Danmark.

Hvad kan du mindre godt lide? Vejret og det danske sprog! Det er virkelig svært, og alle instruktioner og opslag står på dansk. F.eks. har jeg problemer, når jeg skal bruge kopimaskinen, og jeg bliver nødt til at have min telefon i nærheden, så jeg kan bruge Google-translate. Det gælder i øvrigt også, når jeg køber ind.

Hvad har overrasket dig ved skolen? Ikke som sådan noget ved skolen men det er en positiv overraskelse for mig, at alle danskere sætter pris på og påskønner værdien af design.

Hvordan oplever du det? Jeg havde lavet nogle figurer og landskaber i papir, som jeg solgte på julemarkedet på skolen. De var meget efterspurgte, hvilket overraskede mig, og der var ingen, der stillede spørgsmål ved værdien af designet, selvom det var skabt af papir.

I Taiwan ville man aldrig kunne tage en høj pris for papir, fordi det er et billigt materiale. Det kan man godt i Danmark, fordi danskerne også gerne vil betale for ideen og den kreative proces.

Der var en kvinde, som sagde til mig, at jeg solgte dem alt for billigt, og hun insisterede på at betale det dobbelte. Det var de værd, mente hun. Det var jeg selvfølgelig glad for, fordi det overbeviste mig om, at jeg havde lavet et godt design, som betyder noget for nogen.

Hvad vil du bruge din uddannelse til? Jeg sætter virkelig stor pris på håndarbejdet i designet og vil gerne arbejde med kunst. Jeg vil gerne vise værdien af håndværket og håndarbejdet.

Hvor bor du? Alene i en studielejlighed.

Hvordan er det at bo alene, når du kommer fra et andet land? Jeg ’skyper’ meget med mine venner og familie i Taiwan, så jeg føler mig aldrig rigtig alene.

Er det nemt at socialisere med danskere? De er meget søde til at tale med mig, men jeg har ikke nogen tætte venner. Men jeg har lært mange at kende gennem gruppearbejde og projekter på skolen.

Hvad laver du når du ikke går i skolen? Lærer engelsk og laver mine lektier.

Har du et godt råd til andre, der gerne vil læse i DK? Det er et virkelig dejligt land. Bortset fra vejret - det regner hele tiden. Mit bedste råd vil være at komme hertil med et åbent sind, alt er meget anderledes. Mit råd til skolen vil være at huske de engelsksprogede studerende, når I skriver instruktioner og informationer.