Kollektion med citater fra angstforum.dk
23 jan. 2019 / Nyt om de studerende

Med angsten udenpå tøjet

Studerende fra Designskolen Kolding er som den eneste dansker udtaget til førende konkurrence for unge modetalenter
Af Charlotte Melin

Victoria Stigkjær er som den eneste danske designer udtaget til en ny, skarpere udgave af den skandinaviske talentkonkurrence for unge modedesignere, Designers Nest, som afholdes under Copenhagen Fashion Week. Her viser Victoria sit BA-projekt fra Designskolen Kolding – et projekt, hvor hun er gået helt til ekstremerne for at forstå det menneskelige sinds afkroge. En selvvalgt isolation, som hun måtte afbryde efter 36 timer af frygt for, at hun skulle miste grebet om virkeligheden, var en af hendes noget usædvanlige metoder til at afdække grænselandet mellem lyset og mørket, mellem det normale og det unormale.

- Jeg mørkelagde mit værelse og fjernede alt undtagen min seng, mad og drikke. De fleste timer lå jeg og døsede på en madras i et tomt rum, jeg svævede i grænselandet mellem at sove og være vågen. En meget underlig oplevelse. Når jeg var ved bevidsthed, følte jeg, at min krop delte sig i to, den ene del sank ned i gulvet, den anden del svævede op i rummet. Jeg havde planlagt at være der i 48 timer. Men efter 36 timer blev jeg så bange for, at jeg havde taget den for langt ud, at jeg afbrød isolationen, fortæller Victoria.

Inspireret af anti-psykiatrien
Eksperimentet har skabt inspiration til den kollektion, som hun præsenterer til finaleshowet den 29. januar 2019. I alt har 67 ansøgt om at være med, kun ti af de bedste er blevet udvalgt i et felt, som kreativ direktør hos Designers’ Nest, Ane Lynge Jorlén, betegner har ”et imponerende højt design- og håndværksniveau.”
Ronald David Laing, der stod fadder til anti-psykiatrien tilbage i 60-erne, har i høj grad inspireret til den kollektion, som Victoria Stigkjær præsenterer.

- R.D. Laing skubbede til grænserne for, hvordan man ser på psykotiske mennesker og det, at deres virkelighed er lige så reel som såkaldt normale, sunde mennesker, siger Victoria.
I Victoria Stigkjærs kollektion på fem outfits vil man derfor kunne spore referencer fra psykiatrien som spændetrøjen og lingeri iblandet citater fra angstforeningens officielle forum.

- Det her BA-projekt har været en meget personlig rejse, og jeg er meget glad for at føle mig forstået og for, at det er blevet udtaget til Designers Nest, fortæller Victoria.
Kollektionen bærer titlen "Have you ever tried picking up a poppy flower?" med reference til en barndomsoplevelse, hvor hun plukkede en buket valmuer og derpå begejstret løb hjem til sine forældre for at vise den. Men i mellemtiden var kronbladene faldet af, og valmuen stod med sine grønne stængler, fordi blomsten var blevet fjernet fra sine naturlige omgivelser:

- Spørgsmålet er, om det vi definerer som galskab, nærmere er en reaktion på en syg verden. Måske rejsen ind i galskaben blot er en naturlig måde at helbrede sig i et samfund, hvor en tilstand af fremmedgørelse er det normale, slutter hun.

Følgende er udtaget til finalen i Designers’ Nest:
• Henna Lampinen, Aalto University, womenswear • Linda Aasaru, The Swedish School of Textiles, womenswear • Mathilda Envall, The Swedish School of Textiles, womenswear • Anni Salonen, Aalto University, menswear • Victoria Stigkjaer, Design School Kolding, womenswear • Vika Im, The Royal Danish Academy of Fine Arts, womenswear • Amanda Borgfors Mészáros, Beckmans College of Design, womenswear • Juha Vehmaanperä, Aalto University, menswear • Ali Akbari, Oslo National Academy of the Arts, womenswear • Tuuli-Tytti Koivula, Aalto University, womenswear

Juryen, der skal vælge mellem de ti finalister, består af: • Tiffany Godoy, Editor-in-chief, Instagramazine @th_rlty_shw • Janosch Mallwitz, Senior Designer, Dior Homme • Naomi Itkes, Stylist og konsulent, Purple Fashion, Buffalo Zine og RBN • Mariasole Pastori, Talent Acquisition Manager og Head of Fashion, Accessories and Jewellery EyesOnTalents.com • Ane Lynge-Jorlén, Kreativ direktør, Designers’ Nest.

Den 29. januar, under konkurrencens show, der finder sted i forbindelse med  Copenhagen Fashion Week, vil juryen vurdere de udvalgte studerendes arbejde og herefter udvælge en vinder.

“Når jeg var ved bevidsthed følte jeg, at min krop delte sig i to, den ene del sank ned i gulvet, den anden del svævede op i rummet. Jeg havde planlagt at være der i 48 timer. Men efter 36 timer blev jeg så bange for, at jeg havde taget den for langt ud, at jeg afbrød isolationen.”