Mindst lige så meget mandehørm som modetøj
Kønskvoter og diversitet er et hot emne på debatblokken for tiden. Flere kvinder i bestyrelser, på direktionsgange, og hvor der nu ellers mangler ligelig fordeling. På Designskolen Kolding ser man også problemet – men med modsat fortegn. For kun 25 pct. af de studerende er drenge. Og det skal der rettes op på.
“En fifty-fifty fordeling på alle vores linjer ville være ideelt,” siger Peter Barker, leder af uddannelsen og fagleder for industrielt design på skolen – en linje, hvor fordelingen faktisk er nogenlunde balanceret. Men kommunikationsdesign, mode & tekstil og accessory-design har alle overvægt af girl-power. Og selvom samtlige studerende er smask-dygtige, er den skæve kønsfordeling lidt en skam, ifølge faglederen:
”Når vi har blandede hold, fungerer det altid virkelig fint. Det er måske en generalisering, men kvindelige og mandlige hjerner fungerer lidt forskelligt i forhold til, hvad design kan og skal. Jeg ser altid en positiv effekt på samarbejdet, når begge køn er repræsenteret.”
Rent Top Gear
At M/K blandingsforholdet er ujævnt, er der ikke umiddelbart en forklaring på. Skolen optager studerende på deres talent, nærmere beskrevet ’potentiale, passion og vilje’. Karaktertræk, der er pænt kønsneutrale. Og at der skulle være noget særligt piget over undervisningen holder heller ikke vand. Alle personligheder får rig mulighed for at udfolde sig på skolen, understreger Peter Barker:
”Vi havde for eksempel en rigtig Top Gear-ting hvor tre bachelor-studerende fra industrielt design fik til opgave at designe et karrosseri i kulfiber til en ny, lille sportsvogn, i stil med den britiske Lotus Elise. Det omfattede både sketching, computertegning og bygningen af en endelig model i 1:4. En ekspert fra det engelske Coventry University gav sparring, og resultatet blev en stor succes. Det var tre drenge, der gik sammen om at løse opgaven, der designmæssigt var meget kompliceret – og de gjorde det godt,” siger faglederen.
Arbejd for NASA
Og nå ja, NASA er også blandt samarbejdspartnerne, minder Peter Barker om. Et samarbejde sat i luften via en ekstern konsulent med gode kontakter i Houston:
”Det vil tage 220 dage at flyve til Mars, og mindst lige så lang tid retur. NASA søgte derfor ideer til indretning af den lille rumkapsel for at gøre rejsen så behagelig for astronauterne som muligt. En gruppe på tre kandidatstuderende gik til opgaven med hud og hår og låste sig blandt andet inde i en lille lejlighed i 40 timer, med samme udstyr som til en rumrejse, og så registrerede de hele forløbet med ét foto i minuttet. De sørgede også for at afspille raket-støj konstant, og bortset fra tyngdekraften var set-uppet i det hele taget ret realistisk. Den type indsigt og indlevelse kom der nogle ret formidable projekter ud af. Helt generelt er det altid godt med virksomhedssamarbejder, men her var det jo en helt særlig ære at være udvalgt,” siger han.
Svampe og veste og…
Også på skolens andre linjer er der god gang i projekter, hvor designfagligheden kan bringes i spil langt ud over de gængse stereotyper. På mode og tekstil-linjen oprettede de studerende for nyligt et laboratorium, hvor plantefibre og mycelium-svampe fik lov at vokse sammen til et helt nyt, fleksibelt materiale. Og på accessory-linjen er der fuld gang i den kropsbårne teknologi, på nydansk wearables, eksempelvis i form af en højteknologisk, sanselig sovevest, der eksempelvis kan hjælpe soldater med at sove trygt om natten, når de er langt væk fra deres hjemlige sengepartner.
Det er evnen til at undersøge og registrere, behandle og udvikle form, funktion, materialer og medier, der bliver fremelsket på skolen. Så opfordringen til drengene er at se gennem stereotyperne og tjekke den nye, åbne optagelsesprocedure ud, før KOT-fristen den 15. marts.
Åbent Hus
Torsdag den 31. januar holder Designskolen Åbent Hus, hvor du kan møde studerende og undervisere og høre mere om den åbne optagelsesprocedure. Det foregår kl. 10-18 på Ågade 10 i Kolding.