15 maj 2020 / Nyt om de studerende

Mundtøj og designer-tyl

To designere fra Designskolen Kolding har lagt mundbindet på tegnebordet
Af Katrine Worsøe

Lige nu tester 6000 butiksansatte og kunder, om brugen af mundbind overhovedet har nogen effekt i forhold til smittespredning af coronavirus. Hos SAS skal passagerer bære mundbind ombord på flyene, og i flere lande, som Østrig og USA, vil myndighederne have borgerne til at gå med mundbind i det offentlige rum. Diskussionen om engangsmaskens brug, virkning og værdi er ikke til at komme udenom. Det har fået to studerende fra Designskolen Kolding til at tage sagen i egen hånd. Hver især har de designet en serie af mundbind - begge med forskellig funktion, symbolik og æstetik.

Modestuderende Martha von Guenther er i gang med sit kandidatprojekt, hvor hun arbejder med at skabe en kollektion af overtøj lavet af museumsbannere. I takt med, at coronaen spidsede til, blev det tiltagende mere vigtigt for hende at tilføje et ekstra design til sin kollektion:

- Mundbindet er blevet et symbol på den situation hele verden står i lige nu. Jeg har ikke været så optaget af, at det skal beskytte mod virus, men vil lige så gerne vise det smukke og humoristiske, der også kan komme ud af en så surrealistisk en situation, som pandemien jo er. Fx er et af mine mundbind lavet af tyl, siger hun.

Modestuderende Ashna Patel er også i gang med sit kandidatprojekt hvor hun, i samarbejde med tekstilvirksomheden Khadi London, undersøger værdien af at teste et produkt hos brugeren, inden det sættes i produktion. Sideløbende, har hun designet og syet mundbind til venner og bekendte, der skulle rejse hjem, mens det endnu var muligt. Det har fået Khadi London til at bede hende komme med indspark til et mundbindsdesign:

- De har allerede nu bestilt første parti mundbind, der først skal ud blandt brugere og testes, inden de går videre til næste fase. Imens skal vi udvikle videre på det tekniske og designet generelt. Planen er, at mundbindene skal produceres over en længere periode - og det er jo bare fedt, siger Ashna Patel.

Kriser er vendepunkter
Det, at modedesignerer adresserer samfundsproblemer, er noget vi vil se meget mere af fremover, nu hvor modens brug-og-smid-væk-kultur skal pensioneres, og erstattes af andre, der kan rumme mange forskellige typer behov. Det mener adjunkt og studieretningsansvarlig på Design for Planet ved Designskolen Kolding, Ulla Ræbild.

- Den traditionelle betydning af krise er et vendepunkt til noget bedre. Det, mener jeg, er et afgørende kendetegn for hvordan designere arbejder. De er trænet i at gå ind i ukendte problemstillinger og finde på nye måder for mennesker at både forstå dem og agerer i dem. Og de gør det gennem personlige æstetiske virkemidler, siger hun.