Johanne Engelhardt Said og Michelle Pedersen arbejder med design som en integreret del af forretningen hos Easyfood – fra skoleklasser og trendture til konkrete produkter på markedet.
Når designerne arbejder, kan det ses på bundlinjen i Orkla Danmark
Normalt er et virksomhedsbesøg noget, man “giver” til gæster, når man åbner dørene. Hos Orkla Danmark Food Solutions i Kolding, hvor de arbejder med brandet Easyfood, ser de det som en gensidig mulighed for at dele - og lære noget.
Det gælder også, når skole- og gymnasieklasser besøger deres PowerHouse og produktion af Easyfood-produkter.
- Vi vil gerne skabe værdi for begge parter, siger Johanne Engelhardt Said, der er Head of Innovation hos Orkla Danmark Food Solutions. Hun er uddannet i designledelse fra Syddansk Universitet og Designskolen Kolding.
Tilgangen er på ingen måde tilfældig. For mange år siden sagde Easyfood farvel til klassisk projektledelse i innovationsprocessen og begyndte i stedet at arbejde systematisk med designprocesser – det der også kaldes Design Thinking. Den tilgang betyder, at hos Easyfood er design ikke noget, der kun foregår på ledelsesniveau.
Det er en del af hverdagen i forretningen og noget, der bliver drevet helt tæt på produkterne og brugerne. Design bliver brugt som et praktisk værktøj til at træffe beslutninger, når markedet ikke giver entydige svar.
Konkret bruger virksomheden input fra unge til blandt andet at forme produkter som snurren med feta og spinat og det proteinrige snackprodukt Snackables. De unge er ikke – kun - inviteret indenfor for at få en rundvisning og et pølsehorn. De er der for at levere viden, holdninger og reaktioner, som Easyfood bruger direkte i sin produktudvikling.
- For det første ved vi, at de unge er en vigtig målgruppe. Og på besøgene blev det fx meget tydeligt for os, at protein var vigtigt for dem - også selvom de havde svært ved at forklare hvorfor. Den indsigt har vi brugt aktivt i udviklingen af nye produkter, som er målrettet netop den målgruppe, siger Johanne Engelhardt Said.
Ofte er det brødfabrikkens designer, Michelle Pedersen, der står på gulvet og lytter godt efter. Hun er uddannet fra Designskolen Kolding, og for få år siden drømte hun om at designe brudekjoler. I dag er blikket rettet et helt andet sted hen - mod processer og beslutninger. En del af hendes arbejde handler netop om samarbejdet med de unge, som hun bruger som en værdifuld kilde til input.
- For os giver det værdi, fordi de unge er en af vores målgrupper. Når de kommer ind og siger, hvad de gerne vil have, kan vi bruge det som et direkte afsæt. Ikke fordi vi gør præcis det, de siger, men fordi det hjælper os med at finde ud af, hvad der faktisk kan fungere i virkeligheden. Med de rette metoder kan inputtene samles op, sorteres og omsættes til noget, der kan bruges i praksis, siger Michelle Pedersen, der er Brand Experience Designer.
Johanne Engelhardt Said er Head of Innovation hos Easyfood. For hende er designprocesser ikke teori, men et konkret værktøj i den daglige udvikling af forretningen.
Netop den undersøgende designtilgang har også været med til at få Easyfood med på surdejsbølgen og til tidligt at få øje på, at fastelavnsboller var ved at udvikle sig til mere end en sæsonvare.
- Det er jo en del af design. Man bliver nødt til at blive ved med at prøve, siger Johanne Engelhardt Said og peger på, at designprocesserne også handler om tempo og modet til at stoppe i tide.
- Vi går hurtigt i gang, men vi skal også kunne smide det igen, hvis det ikke virker. Det er med til at sikre, at vi ikke bruger for mange ressourcer på de forkerte idéer.
At Easyfood arbejder systematisk med design thinking er en del af forklaringen på, at virksomheden de seneste år har leveret rekordresultater. Men vejen dertil er ikke lineær.
Fastelavnsboller og surdej er konkrete eksempler på, hvad Easyfoods måde at arbejde med design kan føre til. Samtidig er de også en påmindelse om, at design ikke leverer færdige svar på kort tid.
- Man kan ikke bare kigge en måned eller to tilbage og vurdere, om det har virket. Når man arbejder med design på den her måde, er man nødt til at holde hovedet koldt og se det over længere tid. Der er noget, der går galt undervejs, og det er en del af processen, hvor det vigtige er, at vi lærer af fejlene. Hvis man vil have noget ud af det, skal man kunne holde fast også i perioder, hvor resultaterne ikke kan ses med det samme, siger Johanne Engelhardt Said.
Den tilgang kræver mod - ikke mindst i en organisation som Easyfood, der i dag er en del af Orkla-koncernen, efter at aktiemajoriteten blev købt i 2019.
- Det kræver mod og tillid at arbejde på den her måde. Tillid til processen og til de mennesker, man sætter til at drive den. Man er nødt til at holde hovedet koldt og acceptere, at man ikke altid har svaret fra starten, siger hun.
Michelle Pedersen er uddannet designer fra Designskolen Kolding. Det er blandt andet hendes evne til at lytte og sortere input, der gør, at Easyfood aktivt bruger skoleklasser i produktudviklingen.
Om Easyfood
Easyfood er en dansk brødvirksomhed med base i Kolding, der er stiftet i 2000. Virksomheden producerer brød, kager og to-go-bagværk til store danske og internationale butikker, caféer og detailhandlen. Virksomheden har været en del af Orkla-gruppen siden 2019, hvor medstifter Flemming Paasch solgte aktiemajoriteten.
Easyfood bruger design thinking som en central metodik i innovation og produktudvikling. Det vil sige, at de arbejder systematisk med at indsamle brugerindsigter, generere idéer, prototyper og teste løsninger, før de lancerer nye produkter, løsninger og koncepter.