19 mar. 2026 / LAB for Play Design, Skolen og medarbejdere, Uddannelse og forskning

Play Design er afgørende i produktudvikling

LEGO oplever for tiden store forandringer i legen, hvor det digitale og behovet for fysiske legeoplevelser trækker i forskellige retninger. Derfor bliver nye designprocesser og et skærpet fokus på børnenes behov afgørende i udviklingen af fremtidens produkter.
Af Mikkel Wolf

Gennem ti år har LEGO samarbejdet med Designskolen Koldings uddannelse i Play Design. Hos LEGO har samarbejdet sat tydelige spor i arbejdet med innovation og produktudvikling. Ifølge Søren Lethin, Innovation Catalyst, The LEGO Group, er play designernes særlige styrke deres evne til at forstå de behov, der ligger bag legen.

- Legen er under konstant forandring. Ikke bare de sidste 10 år. Og det vil den blive ved med at være. Hvis ikke man forstår, hvor børnene er på vej hen, så er det rigtig svært. Og det er der, play designeren virkelig excellerer, fortæller Søren Lehtin.

Behov før produkt
En central pointe i Play Design er, at designprocessen starter med mennesker – ikke med produkter. I stedet for at begynde med en idé til et produkt handler arbejdet om at forstå børns oplevelser, motivation og adfærd

- Det, de er dygtige til på Play Design, er det, jeg vil kalde behovsafdækning. De forstår at definere problemet, dykke ned i grundbehov og forstå hvor målgruppen er på vej hen. Det handler om at forstå hele forbrugerrejsen – ikke bare designe en dims, siger Søren Lehtin.

Nysgerrighed og mod til at udfordre
Kombinationen af legende processer, designmetoder og en dyb forståelse af børn og brugere er afgørende i udviklingen af fremtidens produkter og oplevelser. Gennem årene har LEGO haft mange studerende og praktikanter fra Designskolen Kolding i organisationen. Mange tidligere Play Design-studerende er i dag ansat hos LEGO

Kombinationen af nysgerrighed, mod og dyb designfaglighed er en vigtig del af forklaringen. En vigtig kvalitet ved playdesignerne er ifølge Lethin deres mod til at udfordre etablerede arbejdsgange i store organisationer.

- De er nysgerrige på, hvordan verden hænger sammen, men også modige til at skubbe til gamle vaner. Alle dem, vi har haft inde, har skubbet nogle grænser og prøvet nogle ting af. Det er nogle provokationer, vi faktisk har rigtig godt af.

En uddannelse med internationalt potentiale
Søren Lehtin fremhæver, at det er lykkes at skabe en uddannelse af international kaliber. For LEGO handler Play Design ikke kun om legetøj. Det handler også om en bredere forståelse af mennesker og kreativ udvikling. Designskolen Kolding sætter leg i centrum – og udfordrer virksomheder til at tænke anderledes, mener Søren Lehtin.

- Det at lave Play Design handler altså ikke kun om at lave legetøj. Det er en essentiel del af at forstå, hvordan forbrugere agerer i en moderne verden. Designskolen Kolding kan noget helt særligt med Play Design. Lad os komme ud i verden og få det vist, opfordrer han.

Derfor håber han også, at endnu flere virksomheder vil få øjnene op for kompetencerne.