Brian Jørgensen sammen med Mie Frederikke Darre og Charlie Højrup Follin, som er blandt de studerende fra kommunikationsdesign, der har indstillet ham til Undervisningsprisen 2026. Mie studerer på kandidatuddannelsen og Charlie er bachelorstuderende.
Studerende indstiller to undervisere til Undervisningsprisen 2026
Undervisningsprisen uddeles af Uddannelses- og Forskningsministeriet og anerkender undervisere, der gør en særlig forskel for de studerendes læring, trivsel og faglige udvikling.
På tværs af indstillingerne fremhæves begge undervisere for deres evne til at kombinere høj faglighed med et stærkt engagement i de studerendes udvikling – men også for at gøre det på hver deres måde.
For Solveig Gubser peger de studerende særligt på en undervisning, hvor struktur og tydelighed skaber tryghed og retning. “Alt er så tydeligt planlagt, at vi hver dag ved præcis, hvad vi skal, hvornår og hvorfor,” lyder det. Samtidig fremhæves hendes evne til at skabe et rum, hvor de studerende tør udforske og tage ejerskab: “Hun peger os i en retning, men hun bestemmer aldrig for os.” Gennem nærværende vejledning og en “smittende begejstring” bidrager hun til et læringsmiljø, hvor studerende føler sig “set, hørt, udfordret og støttet”.
Brian Jørgensen fremhæves for sin evne til at gøre kompleks viden “håndgribelig, inspirerende og udfordrende på en måde, der vækker ambitioner, man ikke vidste, man havde”. De studerende beskriver en underviser, der skaber et inkluderende læringsrum, hvor alle føler sig mødt “uanset niveau eller dagsform”, og hvor der er plads til både faglig fordybelse og fælles refleksion. Hans tilgang til undervisning og feedback styrker både de studerendes faglige niveau og deres selvtillid – han “udfordrer os til at være mere ambitiøse”, samtidig med at han giver “trygheden i at vide, at vi er på rette vej”.
Fælles for de to undervisere er en stærk evne til at skabe læringsmiljøer, hvor faglighed, trivsel og personlig udvikling går hånd i hånd. Indstillingerne vidner om undervisere, der ikke blot formidler viden, men aktivt former de studerendes tilgang til deres fag og fremtid som designere.
Vinderne af Undervisningsprisen 2026 annonceres af Uddannelses- og Forskningsministeriet til efteråret.
Amalie Billeschou Simonsen studerer accessory design og er blandt de bachelorstuderende, der har indstillet Solveig Gubser til Undervisningsprisen 2026. Her ses de sammen.