Øv den kreative muskel
Design er kommet på alles læber. Uanset om vi taler om FN’s verdensmål, nye digitale platforme eller bæredygtig mode, står det klart, at vi i fremtiden skal til at tænke og arbejde helt anderledes – og designe løsninger, der kan ændre verden til det bedre. Vi skal kort sagt være mere kreative.
World Economic Forum fastslår, at kreativitet bliver en af de tre vigtigste kompetencer for fremtidens arbejdsstyrke. Og hvis man brænder for at arbejde kreativt, at skabe nyt med hoved og hænder, så er der grund til at kigge ind, når Designskolen Kolding holder Åbent Hus torsdag den 20. februar.
En livsstil
På dagen får alle besøgende – unge som gamle, potentielle ansøgere som nysgerrige - mulighed for at træne sin kreative muskel; at lege, eksperimentere og selvfølgelig også at blive klogere på, hvordan det er at være studerende på Designskolen.
- Når studerende vælger at søge ind på Designskolen Kolding, vælger de ikke ét job, de skal have resten af livet. De vælger en livsstil med mange mulige karriereveje og et professionelt netværk, der åbner døre. De vælger hele verden som deres legeplads - og arbejdsplads, fortæller prorektor og ansvarlig for optag, Lone Dalsgaard.
Til Åbent Hus vil studerende vise rundt på skolen, undervisere fortælle om de forskellige studieretninger og værkstederne stå åbne for at besøgende kan være kreative med hoved og især hænder – med den ’risiko’, at man bliver så grebet af designfaget, at man vil søge ind på Designskolen.
- Her på skolen bliver du som studerende opslugt af vores studiemiljø - bogstavelig talt. Vi arbejder sammen, fester sammen og bor sammen i en by, der føles som en stor højskole. Det er ikke tilfældigt, at vores værksteder er fyldte døgnet rundt. Vi tiltrækker ambitiøse og kreative mennesker, der brænder for at lave og leve af det, de elsker, og vi glæder os til at tage godt imod alle, slutter Lone Dalsgaard.
KORT SAGT
Designskolen Kolding holder Åbent Hus torsdag den 20/02/kl. 10-18. Her kan alle besøgende prøve at arbejde i åbne værksteder. De kan blive vist rundt på skolen af de studerende og få en snak med skolens undervisere. Og så er der tips at hente til ansøgning, optagelsesprøve og portfolio. Ansøgningsfristen til bacheloruddannelsen er den 15. marts.