14 aug. 2015 / Nyt om de studerende

Udlandet øjner Designskolen

Et rekordstort antal internationale studerende har søgt ind på skolen i Kolding
Af Charlotte Melin

Mange studerende udenfor Danmarks grænser har et rigtig godt øje til Designskolen i Kolding. De senere år er antallet af ansøgere steget, i år er det toppet med 102 studerende, som har langt billet ind på skolens kandidatuddannelse, 29 flere end sidste år.

Det svarer til en stigning på knap 28,4 procent.
Søgningen spænder vidt fra Brasilien til Rusland, Kina til Canada. I alt 31 forskellige nationaliteter har udfyldt et ansøgningsskeme og fjerne destinationer som Nepal, Fillippinerne og Iran er at finde i bunken af ansøgere.
Bevæggrundene til at søge til Kolding er flere. Designskolen rangerer i top 50 blandt de europæiske skoler og interessen for dansk design stadig enorm.

- Jeg søgte ind på jeres skole fordi, jeg godt kan lide dansk kunsthåndværk og design, lyder en af ansøgernes begrundelse.

Rektor Elsebeth Gerner Nielsen glæder sig over den stigende interesse;

- Vi ser frem til at modtage så mange internationale kandidatstuderende. Det kommer helt sikkert til at præge huset og uddannelsen positivt. Design kender ingen grænser. Tværtimod. Den bedste designuddannelse og de bedste designideer kommer af tværkulturelt og tværfagligt samarbejde. Det ser vi mange eksempler på, og det dyrker vi aktivt: via udveksling af studerende og undervisere, studie- og praktikforløb i udlandet og ikke mindst via vores årlige internationale designcamp, hvor vi samler virksomheder, forskellige faggrupper, studerende og interessenter fra hele verden om at løse fælles udfordringer. Virksomheder har brug for mennesker, der kender verden, og dem uddanner vi her på Designskolen Kolding.

Den svære proces med at udvælge de mest egnede studerende er overstået, og Designskolen Kolding kan den 31/08/byde velkommen til i alt 74 talentfulde kandidatstuderende fra stort set alle verdensdele.