Verdens bedste priser
Tre træstykker, der var dømt til at ende deres dage i "småt brændbart", har i stedet fået lidt af et glorværdigt efterliv. De små stykker træ af eg, bøg og ask udgør nemlig kernen i de tre Verdensmålspriser, skabt af tre industrielt designstuderende på Designskolen Kolding.
Nanna Sandal, Lloyd Revald og Jack Canavan har gennem flere måneder arbejdet på at fortolke Inkluderingsprisen, Forandringsprisen og Ildsjælsprisen, som 2030-panelet uddeler lørdag den 19/06/på Folkemødet. Panelet består af 24 medlemmer fra forskellige danske organisationer, der understøtter politikernes arbejde med verdensmålene.
Trofæerne minder om en bog – eller nærmere et lille leksikon – fyldt med den nødvendige viden i kampen for en bedre verden. På bogens ryg er der udskåret 17 symbolske lag for de 17 Verdensmål og på forsiden illustrerer tre forskellige kurver hver af de tre Verdensmålspriser; Den ene kurve er blød og inkluderende, den anden flammende som ildsjælen og den tredje viser forandringen som stejl og omvæltende.
- Det, som de tre designstuderende har gjort i skabelsesprocessen, er jo det samme, som vi alle sammen skal gøre i stor skala, hvis vi skal vinde klimakampen. Det er meget rørende, siger direktør for Verdens Bedste Nyheder, Thomas Ravn-Petersen, der har initieret prisen.
- De studerende har her vist, hvordan man gør det tilsyneladende værdiløse værdifuldt og betydningsladet! Og trofæerne – som vi ofte forbinder med lidt uskønne pokaler – er i de unge designeres fortolkning blevet til smukt og enkelt design skabt i klassiske nordiske materialer, siger en stolt rektor for Designskolen Kolding, Lene Tanggaard, som deltager i prisfesten.
Det er fødevareminister Rasmus Prehn og formand for 2030-panelet Sara Krüger Falk der lørdag aften udløser spændingen og offentliggører, hvem der vinder Danmarks Verdensmålspriser.
Følg med live på www.folkemoedet.dk og facebook.com/Folkemoedet
De tre Verdensmålspriser
Forandringsprisen gives for den mest nytænkende og effektfulde idé eller opfindelse, der samtidig har det største systemforandrende potentiale.
Ildsjælsprisen gives til den, der i kraft af sit personlige engagement har markeret sig som en stærk ildsjæl for Verdensmålene og har inspireret andre til at være med.
Inkluderingsprisen gives for den handling eller det initiativ, der bedst har nået og inkluderet en eller flere af de grupper, der er i størst risiko for ikke at nå Verdensmålene – og konkret har forbedret deres situation.