06 dec. 2016 / Skolen og medarbejdere

Danish Design Award til Kolding

Danish Design Award er klar til sit 2. år og bliver med prisuddelingen i Kolding en del af fejringen af Designskolen Koldings 50 års jubilæum
Af Marianne Baggesen Hilger

Danish Design Award åbner nu for indsendelse af løsninger til 2017-versionen. Den store danske designpris, som hylder virksomheder og designere for den forskel, deres løsninger gør i industri og samfund, byder i år på fire nye Danish Design Award-kategorier, præsenteret i fællesskab med Design Week Kolding og D2i – Design to innovate og altså Designskolen Kolding.

Danish Design Award modtog sidste år 300 designløsninger, som på mangfoldig vis understregede designs evne til at skabe værdi på tværs af samfundet: Fra Yellowone Handsafes koncept for hånddesinfektion i sundhedssektoren over Ege Tæppers tæppedesign, lavet af genbrugte vandflasker og fiskenet, til Coloplasts Sensura Mio, der har skabt vækst og arbejdspladser. Der er derfor god grund til også i år at forvente stor tilslutning til prisen.

Henrik Weiglin, vicedirektør hos Design denmark, der står bag prisen sammen med Dansk Design Center, siger:

– Vi fik det bedst tænkelige afsæt for Danish Design Award i april i år. De mange indsendelser cementerede bredden og innovationskraften i dansk design i dag, og viste også et behov for at fejre de danske løsninger, som reelt er i verdensklasse, men ikke er blevet hyldet på hjemmebane. Vi håber, vi har sat gang i en bevægelse, som vil inspirere endnu flere over hele landet til nu at indsende designløsninger, siger Henrik Weiglin.

I 2017 uddeler Danish Design Award igen priser i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København. En helt ny dimension udgøres desuden i år af et særligt samarbejde med D2i og Design Week Kolding. Prisuddelingen i Kolding støtter godt op om både Designskolen Koldings 50 års fødselsdag og hele kommunens generelle indsats for design. Ved prisfesten i Kolding uddeler Danish Design Award en række priser, bl.a. fire helt nye kategorier. Danish Design Award understreger effekten af design

– Vi ønsker med Danish Design Award at samle og mobilisere designaktører og bringe designere og virksomheder sammen over hele Danmark. Vi tror på en ny guldalder for dansk design – men den kræver, at vi står sammen på tværs af hele designfeltet for at vise, hvilken kæmpe forskel design kan gøre for erhvervsliv og samfund, siger Christian Bason, adm. direktør for Dansk Design Center.

De fire nye kategorier, som uddeles i Kolding, er:

  • Building Markets – en designpris til en løsning, der har skabt vækst og øget omsætning
  • Fostering Partnerships – en designpris for løsninger, der skaber værdi for borgere gennem nye offentlige/private partnerskaber
  • Improved Welfare – en designpris for løsninger, der styrker samfundets velfærdskapacitet
  • Game Changer – en designpris for løsninger, der radikalt har ændret vilkår eller spilleregler på et marked, en sektor i det offentlige eller et andet område af samfundet og banet vejen for nye typer værdiskabelse

Særpriserne Young Talent og People’s Choice uddeles i år i Kolding, tillige med Designrådets Årspris.

Alle slags løsninger – fra servicedesign over industriløsninger eller møbler/interiør til grafisk design eller digitale løsninger – kan tilmeldes Danish Design Award, hvis det kan påvises, at de har eller har haft effekt, sådan som kategoribeskrivelserne kræver. Se priskategorier og kategoribeskrivelser på Danish Design Award

“Vi tror på en ny guldalder for dansk design – men den kræver, at vi står sammen på tværs af hele designfeltet for at vise, hvilken kæmpe forskel design kan gøre for erhvervsliv og samfund.Christian Bason, adm. direktør for Dansk Design Center”