Fotograf: Kirsten Adler

Fotograf: Kirsten Adler

22 okt. 2025 / Skolen og medarbejdere, Uddannelse og forskning

Kommentar til regeringens udspil om forskning og innovation 2026-2029

Designskolen Kolding hilser nye midler velkommen, men savner flerårig satsning
Af Cecilie Winding

Regeringen har i dag præsenteret sit udspil til en ny flerårig aftale for forskning og innovation. Der lægges op til investeringer på 19 mia. kroner i perioden 2026 til 2029. Som led i udspillet prioriteres 100 mio. kroner i 2026 til at styrke innovation og vidensbaseret iværksætteri på de videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner, professionshøjskoler og erhvervsakademier.

- Vi er glade for, at vi som designskole er tænkt med ind i de 100 mio. kroner, der skal understøtte forskning og innovation på tværs af sektorer. Midlerne vil kunne styrke vores meget stærke indsats yderligere, siger rektor for Designskolen Kolding Carina Christensen.

Carina Christensen noterer sig dog, at de 100 mio. kroner i 2026 skal deles af mange, og hun ærgrer sig over, at der kun er tale om en 1-årig bevilling:

- Hvis regeringen virkelig ønsker at opbygge kapacitet og skabe varig effekt, bør midlerne være flerårige. Det vil give os mulighed for at planlægge strategisk og udvikle forskning, der kan gøre en reel forskel for mennesker, lyder det fra Carina Christensen.

Hun ser frem til de kommende forhandlinger om regeringens udspil og appellerer til, at design og designforskning bliver en tydelig del af den endelige aftale.

Fakta

  • Regeringen vil med sin strategi afsætte 19 mia. kroner fra 2026-2029 til forskning inden for Danmarks sikkerhed (fx forsvarsforskning), den grønne omstilling, sundhed og life science, innovation og vidensbaseret iværksætteri samt et socialt sammenhængende Danmark.
  • Designskolen Koldings forskningsmiljøer arbejder allerede med socialt design og bæredygtighed, og skolen har skabt solide konkrete resultater med praksisnær og anvendelsesorienteret forskning skabt i tæt samspil med private og offentlige aktører.

Kontakt Cecilie Winding, kommunikationschef for Designskolen Kolding – mobil 3089 3119, mail: cew@dskd.dk

Pressefotos af rektor Carina Christensen kan downloades fra https://www.flickr.com/photos/designskolenkolding/albums/72177720329325506

Fotograf: Kirsten Adler

Fotograf: Kirsten Adler