Design er god forretning
I en tid med global konkurrence, teknologisk udvikling og stigende krav til bæredygtighed har virksomheder brug for mere end effektiv produktion. De har brug for nye perspektiver, evnen til at udfordre eksisterende løsninger og modet til at tænke anderledes. Her spiller design en afgørende rolle – ikke kun som formgivning, men som en tilgang til innovation, udvikling og forandring.
Det er netop det potentiale, vi på Designskolen Kolding arbejder for at udvikle. Gennem uddannelse, forskning og samarbejder med virksomheder som LEGO Group, Coloplast, Gabriel og Dansk Wilton bringer vi designfaglig viden og nye perspektiver i spil i mødet med virkelige udfordringer.
- Det er glædeligt at se, hvor mange danske produktionsvirksomheder der allerede anvender design, og at de oplever en konkret værdi af det. Men rapporten viser også, at potentialet er endnu større, når design bliver en integreret del af virksomhedernes strategi. Designere kan stille nye spørgsmål, udfordre vanetænkning og skabe løsninger, der både styrker forretningen og bidrager til at løse samfundets udfordringer. Det potentiale skal vi som samfund blive endnu bedre til at udnytte, siger Carina Christensen, rektor på Designskolen Kolding.
Design Delivers 2026 bygger på svar fra 254 danske produktionsvirksomheder og indeholder fem konkrete virksomhedscases, der viser, hvordan design bruges til at udvikle produkter, styrke forretningen og skabe mere bæredygtige løsninger.
Rapporten understreger en vigtig pointe: Design skal ikke kun tænkes ind i produktudviklingen, men også i de strategiske beslutninger, der former virksomhedernes fremtid.
Dyk ned i analysen herunder og læs konkrete erfaringer fra Kvik A/S, GN Group, KEN HYGIENE SYSTEMS A/S, Pressalit og DS Smith.
Dansk Design Center og Dansk Industri står bag undersøgelsen, som er gennemført af Megafon.