Designere får tingene til at ske
Med disse ord slog Andreas Hjorth Frederiksen, leder af Social+, tonen an for Camp-konferencen den 29/09/og identificerede samtidig det, der er kernen i hele DesignCampen, nemlig at designere skaber løsninger, som virksomheder rent faktisk kan bruge.
Mette Margrethe Elf, leder af Collective Impact hos Realdania, bakkede op om Hjorth Frederiksens udsagn ved at opfordre virksomheder til at “slå sig sammen med designere, hvis de ønsker at hjælpe med at løse sociale og samfundsmæssige problemer. Fordi design altid vil være en del af løsningen.”
Som en af deltagerne, Gyula Vajda, CEO for Our Daily Heroes, sagde efter konferencen: “Jeg forstår det nu – hvordan designere kan gøre en kæmpe forskel i forhold til social innovation. De forstår den menneskelige adfærd, og de kan visualisere og skabe æstetiske prototyper. De kan designe koncepter og problemløsning og gøre os i stand til at lave bedre løsninger.”
Vi kender allesammen en eller anden…
Gennem cases og teori stillede oplægsholderne skarpt på social innovation: hvorfor det er nødvendigt, og hvordan vi kan adressere det.
Ved en simpel håndsoprækning kunne Tommy Wølk, leder af non-profit organisationen Code of Care, konstatere, at vi allesammen kender en eller anden, som ikke passer ind i det etablerede arbejdsmarked og minde os om, at vi alle har et ansvar for at være med til at løse den problemstilling. Han præsenterede i forlængelse heraf organisationens “Care For Young”-projekt, som inspirerer og opfordrer virksomhedsledere til at inkludere unge mennesker, som er uden for arbejdsmarkedet.
Og tekstildesigner Rosa Tolnov Clausen fra Designskolen Kolding imponerede publikum med sit engagement og sin professionelle tilgang til det co-design-projekt, som hun for to år siden startede med vævere fra Blindes Arbejde.
Overordnet set definerede oplægsholderne tre områder, som kræver særlig opmærksomhed, når vi taler social innovation, nemlig ”framing”, ”scaling” og ”co-creation”.
Framing – bliv skarp på problemet
Per Krull, leder af Resonans, sagde, at “vil man lykkes, så skal man være uendeligt skarp på, hvad det egentlige problem eller den egentlig udfordring er og bore løs og stille spørgsmål, der går bag om problemet.” Andreas Hjorth Frederiksen pointerede, at mange innovationsprocesser mislykkes, fordi man ikke har sin framing, sit udgangspunkt, på plads. Især sociale problemer er komplekse, fordi de i bund og grund er ideologiske. Er enlige mødre eksempelvis et problem eller i virkeligheden et resultat af et vellykket velfærdssystem? Svaret afhænger af øjnene, der ser.
Scaling – fra idé til innovation
Der er mange mange projekter, der har til formål at skabe social innovation, men mange af dem når aldrig ud over rampen, fordi vi ikke har redskaberne og færdighederne til at skalere dem. ”Vi har ikke spillet spillet rigtigt. Vi påstår en idé har værdi, før vi har bevist den værdi – derfor fejler vi,” sagde Andreas Hjorth Frederiksen. Per Krull pegede på dårlig research som en del af problemet, mens Mette Margrethe Elf ønskede at se “alle de massevis af små projekter og indsatser kanaliseret over i én fælles målsætning.”
Co-creation – fælles indsats og fokus
Endeligt var oplægsholderne enige om, at vi er nødt til at ”co-create”, altså skabe sammen. Geniale og banebrydende innovationer er sjældne. Vi er nødt til at arbejde sammen og på tværs af fagligheder – men naturligvis kun når det er relevant og frugtbart.
Meget passende sluttede dagen med netop det, co-creation, da virksomheder og studerende påbegyndte deres to uger lange samarbejde om at skabe social innovation. Resultaterne præsenteres fredag den 9. oktober.
DesignCamp2015 er arrangeret i samarbejde mellem Designskolen Kolding, D2i - Design to innovate, Syddansk Vækstforum, TREFOR og EU’s Socialfond.