Fælles forståelse om god uddannelse
Elsebeth Gerner Nielsen har sammen med de øvrige rektorer underskrevet en kvalitetserklæring. Den fælles erklæring har fokus på fire temaer:
God uddannelse i centrum
Der er enighed om at styrke fokus på god undervisning og understøtte en kultur, hvor god undervisning er prestigefyldt. Blandt andet gennem bedre rammer, åbenhed, ledelse og feedback på uddannelserne.
Fælles ansvar for studier på fuld tid
Alle uddannelser skal tilrettelægges, så de studerende kan og skal studere på fuld tid. Blandt andet gennem ambitiøse krav til det faglige niveau og øget interaktion mellem studerende og undervisere.
Øget indsats for bedre praktik og mere relevante uddannelser
De studerende på alle uddannelser skal tilegne sig kompetencer, der ruster dem til krav og forventninger på arbejdsmarkedet. Blandt andet ved at deres viden i større omfang sættes på spil i virkelighedsnære problemstillinger.
Bedre match i optaget
Optagelsessystemet på de videregående uddannelser skal understøtte det bedste match mellem den studerende og uddannelsen og tage hensyn til arbejdsmarkedets behov for kompetencer, blandt andet ved at anvende en bredere palette af optagelsesformer.