Travbyen ved Billund er et eksempel på, hvordan Play-Design kan understøtte etableringen af boligrammer, som mennesker trives i. (Ill: GEHL Architects)
Fra legetøj til samfundsrolle: Play Design som katalysator for fremtiden
Der er noget næsten stædigt over at insistere på leg i en tid som vores. Nyhedsstrømmen flyder med krige, kriser, mistrivsel, demokratisk slid og klimausikkerhed. I det lys kan det virke en smule virkelighedsfjernt at tale om at undersøge omverdenen gennem et legende perspektiv. Ikke desto mindre er det netop derfor, Play-Design oplever en international udbredelse med flere og flere anvendelser inden for områder, der i dag inkluderer alt fra sundhedsvæsen og politisk strategiarbejde til nyskabende forretningsmodeller og byudvikling.
Det sidste eksempel findes i den jyske by Billund, hvor en ny bydel har tiltrukket sig international opmærksomhed ved at redefinere, hvad byrummet skal tilbyde sine beboere.
“Det essentielle ved Travbyen, er, at designtænkningen er med til at skabe rammer, som mennesker trives i. Det, tror jeg, mange vil have brug for at opleve i fremtiden,” siger Jess Uhre Rahbek, der er adjunkt på Designskolen Kolding.
Han har deltaget i udviklingsarbejdet for Travbyen, og for ham er projektet særligt interessant, fordi det peger på noget større for legens betydning: her handler Play Design ikke om legetøj, men om at designe rammer, hvor mennesker kan “lege med reglerne” for, hvordan man lever sammen. Play-Design bliver dermed noget, der også kan have betydning for byrum, samfundsindretning og måder at organisere fællesskaber på.
Visionen for Travbyen i Billund, et projekt drevet af KIRKBI, er at skabe en bæredygtig og "legende" bydel, der forbinder sig med den eksisterende by og fungerer som et signaturprojekt for "Børnenes Hovedstad". Bydelen, som opføres på det tidligere travbaneareal, skal tilbyde en blanding af boligformer, erhverv og grønne områder, med en særlig vægt på fællesskab og udeliv. (Ill: AART)
Designfeltet har længe været forbundet med legetøj, spil og legepladser, og det er stadig vigtige kerneområder; men fremtiden ser ud til at ligge i en udvidelse af feltet. I fremtiden kan det i stigende grad også handle om at skabe betingelser for, at mennesker får lyst til at deltage, udforske og engagere sig i verden omkring dem. Ligesom Travbyen ved Billund.
“Man kan næsten opfatte designfeltet som et fagligt blik på, hvordan man skaber forudsætningerne for, at mennesker oplever, at deres tilstedeværelse og handlinger tæller. Som samfund har vi skabt masser af muligheder for at kunne opleve stress, angst eller at komme til kort. Gode lege er en modgift til det samfund, vi har skabt, hvor vi bliver målt og vejet gennem skolesystem, på arbejde og på sociale medieplatforme. Leg handler om at kunne være til stede, og at kunne påvirke sine omgivelser i fremtiden,” siger han.
Jess Uhre peger på, at leg i de kommende år kan få betydning i sammenhænge som byudvikling, undervisning, nærdemokrati og offentlige systemer. Mange af de systemer, mennesker møder i hverdagen, gør dem passive og opgivende. Derfor bliver Play Design interessant som en måde at skabe rammer, hvor den enkeltes engagement og deltagelse opleves som reelt værdiskabende.
“Vi kan se gennem en række projekter, at hvis vi kan bruge Play-Design til at skabe nogle rammer, hvor deltagere faktisk føler, de kan være med og bidrage med noget, så kan det i høj grad blive løftestang for, at vi engagerer os mere i forhold til vores samfund og hinanden,” siger han.
Adjunkt Jess Uhre Rahbek ser mange udviklingsmuligehder for Play-Design i fremtiden. (Privatfoto)
Den amerikanske Tom Klinkowstein småjubler ved tanken om, at legen giver mulighed for at afprøve, afsøge og afkode konkrete greb, når f.eks. fremtidens byrum bliver designet. Den verdenskendte designer og kunstner underviser på bl.a. Pratt Institute, og har samarbejdet med Designskolen Kolding i en årrække. For ham bliver Play Design en måde at arbejde med det, vi endnu mangler sprog for, men som vi pinedød er nødt til at forholde os til.
“Globale magtspil, knappe ressourcer, diskussionen om bæredygtighed og kunstig intelligens gør verden mere uoverskuelig. Netop derfor skal vi investere i det uforudsigelige. Leg og design kan noget, som almindelige analyser ofte overser. Den tilgang bringer de skjulte virkninger frem og gør det muligt at se mere end det, der står lige foran os. Derfor kalder jeg leg en investering i ’hvad nu hvis’,” siger han, og slår efter flere års samarbejde fast:
”I den optik står Designskolen Kolding og det danske Play Design-miljø som en markant del af en bredere international bevægelse, hvor design i stigende grad handler om at åbne op for fremtiden, før den har fundet sin form.”
Tom Klinkowstein repræsenterer mange ting og på samme tid noget helt specielt. Han har i årtier arbejdet i krydsfeltet mellem design, kunst og fremtidsforestillinger, og hans arbejde er optaget i den permanente samling på Museum of Modern Art i New York. Han har undervist generationer af designere på Hofstra University og Pratt Institute, hvor han hele tiden har insisteret på, at design ikke kun løser opgaver, men også stiller spørgsmål til den verden, vi er en del af. (Foto: Rasmus Rørbæk)
Hvis Play Design skal spille en større rolle i de kommende år, følger der et skærpet krav med: kvalitet. Jess Uhre Rahbek håber, at designtilgangen løftes ind i en bredere samtale om design excellence. Han kobler ikke leg direkte til store løsninger på alle verdens problemer, men han er optaget af, hvad der sker med mennesker, når de mister oplevelsen af indflydelse.
“En arbejdsplads, en institution eller et fællesskab fungerer aldrig på systemer og styringsredskaber alene. Der skal også være relationer, nysgerrighed og lyst til at være en del af noget fælles. Det er den dimension, Play Design kan være med til at styrke. Det skaber rammer, der tilgodeser det medmenneskelige og relationelle, vi som individer og samfund er dybt afhængige af,” siger han.
Her bliver Play Design interessant som et mere jordnært modtræk. Ikke fordi et spil eller en legeplads i sig selv redder demokratiet, men fordi leg kan skabe rum, hvor mennesker oplever sig som medskabere af det, der foregår omkring dem.
Den tanke peger videre mod en fremtid, hvor Play Design ikke ’kun’ hører hjemme i produkter og børnekultur, men også i udviklingen af byrum, undervisning, nærdemokrati og måske endda offentlige systemer. Jess Uhre Rahbek forestiller sig, at fremtidens play designere i højere grad vil være en slags advokater for det legende liv. Mennesker med faglig indsigt i, hvilke ingredienser der skal til, for at nogen føler sig inviteret ind og får lyst til at deltage.
Det er i sig selv en stor ambition.
Men den virker mindre aparte, hvis man ser på den tid, vi står i.
Tom Klinkowstein og Jess Uhre Rahbek ser begge Play-Design som en katalysator for at skabe både rammer og nye tankegange, der engagerer os som borgere, mennesker og skabende individder. (Foto: Rasmus Rørbæk)
