på nilledet ses en maske med et stort smil
11 jun. 2026 / LAB for Bæredygtighed og Design, LAB for Play Design, LAB for Socialt Design

Kan design forandre mundhygiejne?

Empowering Change er et to-ugers forløb for kandidatstuderende på Designskolen Kolding, og for de kandidatstuderende i designledelse på SDU. Her møder de studerendes designfaglighed og tværfaglige forståelse konkrete udfordringer fra samfund, organisationer og industri. Dårlig mundhygiejne er en af dem.
Af Rasmus Rørbæk

Du skal børste dine tænder, hver gang du vasker hænder… 

Mange af os kender sangene og remserne om at børste tænder. Hver generation har sine sanglege. Men virkeligheden ser anderledes ud for en stor del af befolkningen.

Det kan virksomheden Fertin Pharma bevidne. De udvikler løsninger til medicinalindustrien, producerer kosttilskud, tyggegummi og forskellige mundhygiejneprodukter, og har tal, der viser, at op mod 70 procent af verdens befolkning ikke får børstet tænder godt nok hver dag af den ene eller anden grund.

Det er andet år, at Fertin deltager i uddannelsesforløbet ’Empowering Change’ på designskolen, og i år har de valgt at byde ind med en udfordring til de kandidatstuderende ved at stille et åbent spørgsmål: Hvorfor kan vi gøre bedre mundhygiejne til en fast vane?

“Vores tanke var at give de studerende frihed til at udforske emnet. Vi kommer fra industrien og har vores måder at tænke på i den kontekst, så vi var nysgerrige efter nye input. De studerende gik til vores udfordring med en tilgang, der ikke var tynget af årevis af arbejde med feltet, og det viste sig at være en kæmpe styrke. Det gav indsigter og indgange, som vi næppe selv havde fundet på overhovedet at se efter. Det var virkelig overraskende på den bedste måde,” fortæller Gifford E. Rogers III fra Fertin Pharma.

Forandring begynder hos mennesket
Kandidatkurset Empowering Change handler om at udfordre de designstuderende ved at sætte dem sammen med virksomheder og andre samfundsaktører, der har problemstillinger med relevans for uddannelsen på Designskolen Kolding.

“Design handler ikke kun om værkstedet eller den klassiske produktudvikling. Det kan også bruges i organisationer, partnerskaber og i det praktiske arbejde med at ændre, hvordan ting bliver gjort. Det er en disciplin, der kræver, at man kan blive i kompleksiteten, og ikke springer til løsninger for hurtigt. For nogle studerende kan den type opgave føles langt fra den designer, de forestiller sig at blive. Men det er faktisk pointen,” siger Morten Krogh Petersen, der er fagansvarlig for kurset.

Opgaven fra Fertin gav et godt afsæt for at lade sig udfordre. Seks grupper. To uger. Et spørgsmål: Hvor går det galt med mundhygiejnen?


På billedet ses den gruppe, der deltog fra Fertin Pharma.

Gifford E. Rogers III, i den gule jakke, deltog sammen med tre kolleger fra Fertin Pharma, da de kandidatstuderende fra Designskolen Kolding og SDU sammen fremlagde deres projekter. 

Foto: Rasmus Rørbæk

De studerende kastede sig ud i udfordringen og dukkede tilbage med viden og tanker til at arbejde med grænserne for blufærdighed omkring dårlig ånde, vaner omkring tandtråd og udfordringen med at opretholde god mundhygiejne for mennesker i ældreplejen, som ikke længere selv kan børste tænder. Alt sammen for at kunne målrette Fertins produktionsapparat mod konkrete målgruppers problemer.

“Det mest imponerende var, hvor hurtigt de studerende fandt ind til mennesket med hverdage og rutiner, hvor et produkt enten får en naturlig plads eller forsvinder. Det skubbede til vores blik for at skabe løsninger, og det kommer vi til at have med os i fremtiden,” siger Gifford E. Rogers III.

Det mulige og det brugbare
At børste tænder er enkelt at sige. Det er sværere at få gjort godt nok hver dag.

Det var også en af de ting, Fertin tager med sig fra forløbet: en tydeligere forståelse af, hvordan produktudvikling begynder før selve produktet. Før format, smag, emballage og effekt ligger spørgsmålet om, hvor produktet skal passe ind i menneskers hverdag.

“Vores kemikere kan få de fleste produkter til at fungere for vores kunder og til markederne, vi efterstræber at servicere. Men de designstuderende så forbi den industrielle del og fandt frem til spørgsmålet: Hvilket problem løser vi egentlig? Det er en vigtig overvejelse at have med i produktudviklingen,” siger Gifford E. Rogers III.

Efter præsentationerne spredte interessen for de studerendes måde at arbejde på sig internt hos Fertin. Flere kolleger spurgte, hvordan de kunne arbejde videre med den type samarbejde og bruge design som en måde at undersøge åbne problemstillinger på.

“For mig viser forløbet, at design kan bruges til at stille de rigtige spørgsmål, før man lægger sig fast på svaret. De studerende var gode til at vise, at et produkt kun virker, hvis det får en plads i menneskers hverdag. Det skal ikke bare kunne noget teknisk. Det skal også passe ind i de situationer, hvor mennesker faktisk skal bruge det,” lyder det fra Gifford E. Rogers III.

Uvished som drivkraft
For Fertin peger forløbet også fremad. For Gifford ligger værdien i, at designstuderende kan forbinde teknisk viden med virkelige situationer. Det er dér, design får betydning for en virksomhed som Fertin, og det er også dér, han ser et potentiale i at arbejde videre med Designskolen Kolding.

“Der er en særlig værdi i at lade designstuderende opholde sig i det grå rum, hvor problemet endnu ikke har fået sin endelige form. De kan se forbindelser mellem det tekniske og de situationer, hvor mennesker faktisk skal bruge en løsning. Det var meget inspirerende for os, og det er en kvalitet, jeg synes, det kunne være spændende at udforske videre sammen med Designskolen Kolding,” siger Gifford E. Rogers III.