Louisa vandt i international designkonkurrence.
- Vi fik slet ikke at vide, at der var den pris, så det var noget af en overraskelse. Jeg er taknemmelig for, at der er nogen, der vil gå i det jeg laver, lød det fra en meget glad Louisa Reinholt.
Det er første gang i konkurrencens 14-årige historie, at der uddeles en publikumspris. Gæsterne skulle stemme på det design, de synes bedst om og valget faldt altså på den unge, danske designer, der med to kjoler og en kappe demonstrerede både lammeskind og sælskind i kraftige og klare farver.
Det var Daniel Kohavi fra Israel, der løb med førstepladsen. Tyrkiske Ali Koc fik en andenplads. Tidligere finalister og vindere tæller prominente navne som Astrid Andersen, der er internationalt anerkendt for sine hiphop-inspirerede herrestyles, Nicolas Martin Garcia, der designer herretøj for Dolche & Gabbana og Thom Barends, som er produktdesigner for Haider Ackermann.
Remix er den internationale pelsbranches IFFs (The International Fur Federation) årlige designkonkurrence, hvor ca. 1000 designelever fra mere end 25 lande deltager. I alt var der udtaget 12 deltagere i finalen.