25 mar. 2014 / Skolen og medarbejdere

Mandag Morgen fokuserer på CIID

Danmarks oversete eliteuddannelse. Sådan betegner Mandag Morgen Copenhagen Institute of Interaction Design (CIID), hvor Designskolen Kolding er vært for masteruddannelsen i interaktionsdesign.
Af mfs@dskd.dk

- Fremtidens designere er både entreprenører og antropologer, der formår at koble viden om æstetik, teknologi og materialer med en humanistisk ekspertise i brugeradfærd.

Sådan skriver Mandag Morgen i sin udgave den 24/03/2014 og fortsætter:

Designere skal være menneskekendere
- Ligesom Apples iPhone, er morgendagens banebrydende opfindelser lækkert designede, teknisk overlegne og intuitive at bruge. Og det sidste kræver et dybt kendskab til brugeren, som almindelige markedsanalyser og spørgeskemaer ikke kan give. Derfor skal designere først og fremmest være menneskekendere.

Det er netop filosofien bag Danmarks mindste designskole, med en af verdens mest anerkendte. Hvert år udklækker CIID nogle af branchens mest efterspurgte designtalenter.

Ny direktør i CIID Consulting
Omtalen bringes i anledning af et portræt af den nytiltrådte designdirektør i CIID Consulting, Rory Hamilton, der anses for at være en af verdens mest anerkendte servicedesignere. Efter 20 år i London, flytter han nu til København for at sætte sig i spidsen for nye tiltag rettet imod erhvervslivet.