14 apr. 2015 / Skolen og medarbejdere

Når balancen tipper

Hvornår tipper balancen og bliver til ubalance. Det har designer Stine Weigelt forsøgt at illustrere med sit bord Tipping Point
Af bw@dskd.dk

Stine Weigelt var ikke i tvivl om, at hendes bordplade skulle være af helt hvid marmor. Pladen blev fundet som en rest af en produktion til en katolsk kirke i Grækenland, produceret i Polen og fragtet til Danmark i en lastbil sammen med en reserveplade af et andet materiale for det tilfælde, at uheldet var ude.

Og det var det.

Da installationen skulle sættes sammen i Aarhus, nåede marmorpladen kun at blive løftet 60 cm over jorden, før den revnede.

- Det er skæbnens ironi, siger Stine Weigelt, som er uddannet industriel designer og har udsmykket den ene af de syv containere, som udgør Designskolen Koldings udstilling The Tube, som åbner under designmessen i Milano i denne uge.

Udstillingen har bordet som tema, og med sit bord Tipping Point vil Stine Weigelt sætte fokus på balance. I første omgang klodens balance.

- Derfor var det også næsten morsomt, at marmorpladen revnede. Nogen gange tipper balancen, når man bliver for ivrig efter at gøre det så rigtigt som muligt, og med mit projekt vil jeg netop gerne få folk til at tænke over, hvordan vi opnår balance i livet og sikrer, at vi passer på klodens ressourcer på bæredygtig vis, siger Stine Weigelt.

Kun et menneske

Tipping Point består af et pendul, der hænger fra containerens loft, som holder en bordplade, og balancepunktet, som kan findes ved at rykke på loddet, er en krukke med økologisk mynte, som symboliserer jordens skrøbelige planterige, som vi skal værne om. Tilskuerne kan flytte på krydderurten og dermed selv eksperimentere med, hvornår bordpladen tipper. Hvis de altså tør.

- Jeg håber, at dem, der ser min udstilling, vil reflektere over, hvad det vil sige at være bæredygtig, og hvad der skal til, før man er det. Nogen gange kan det være så uoverskueligt, at man bliver handlingslammet. Men hvis man betragter bæredygtighed lidt lettere og lidt mere legende, bliver det måske mere overkommeligt. Jeg vil f.eks. gerne både have en firhjulstrækker og serverer økologisk mad for mine børn, og det er nok en dobbelthed, man kan genkende. Vi er jo bare mennesker, og hvis det hele skal være perfekt, ender man måske med at gøre ingenting, siger Stine Weigelt.

Stine Weigelt har samarbejdet med brancheorganisationen Dansk Gartneri om projektet, og det er dem, der har hjulpet hende med at vælge mynten, som både er en ældgammel men også både velduftende og helbredende krydderurt.

Men derudover vil Stine Weigelt helst ikke sige for meget om sit design, og det er der en ganske god grund til.

- Jeg har opdaget, at jo mindre jeg siger, jo mere plads bliver der til personlig fortolkning. Balance handler f.eks. også om det at være mor og karrierekvinde, og jeg håber egentlig bare, at mit projekt vil få folk til at forholde sig til, hvornår balance bliver til ubalance, siger Stine Weigelt.

The Tube åbner tirsdag den 14/04/under designmessen i Milano og består af syv containere. Otte designere er involveret. Senere på året kan udstillingen ses på Folkemødet på Bornholm.