Når vest møder øst
I vikingetiden drog vi danskere ud for at røve. Og der bliver stadig udbrudt vikingelyde, når danskere, helt præcist kommende designere fra Designskolen Kolding, drager ud i verden – dog ikke for at røve, men for at samarbejde og sam-skabe - og ikke mindst dele ambitioner og nysgerrighed.
- Vi er lige så ambitiøse som jer, nysgerrige og ivrige efter at lære. Vil de danske studerende række hænderne op og lave nogle vikingelyde? sagde Stephan Saaltink, fagleder på kommunikationsdesign, i sin tale til både de danske og kinesiske designstuderende på College of Design and Innovation.
Det er 37 3. års studerende fra industrielt design, kommunikationsdesign og mode & tekstil samt 7 studerende fra designledelse, der i fire uger skal besøge College of Design and Innovation i Shanghai, som Designskolen Kolding over en årrække har besøgt og arbejdet tæt sammen med. Denne gang er samarbejdet fordelt på tre forskellige undervisningsforløb: Design for Urban Mobility & Sustainability, Wearable Technology, og endelig Smart City Smart Community.
De kinesiske studerende fik i mødet overrakt en gave, som de danske studerende bliver introduceret for i begyndelsen af deres studie – nemlig metodekort, hvor mantraet lyder: 1. Indsaml 2. Forstå 3. Konceptualiser 4. Skab og 5. Kommuniker.
Vi glæder os til at se, hvad der kommer ud af mødet mellem vest og øst.