01 apr. 2024 / Projekter

Plejehjemsansatte lærer at bruge design til at mindske fejl

De ansatte føler sig mere kreative og er blevet bedre til at afprøve ideer, skriver de i evaluering
Af Marianne Baggesen Hilger

Aalborg Kommune går helt nye veje i et samarbejde med Designskolen Kolding. På ét niveau er målet at mindske medicineringsfejl inden for ældresektoren, på et andet at bruge projektet som afsæt for øget brug af design i kommunen.

- Medicineringsfejl er en rigtig stor udfordring – ikke bare på ældreområdet, men i hele sundhedsvæsenet. Vi har allerede nedbragt antallet af fejl ved at indføre forskellige sikkerhedsprocedurer. Nu undersøger vi, om vi kan nedbringe antallet endnu mere ved hjælp af design, siger rådmand Jørgen Hein fra Ældre- og Handicapforvaltningen.

Her har vi ikke givet op over for plejerkultur
Personalet har taget særdeles godt mod de nye tanker.

– Vi er blevet bedre til at turde afprøve idéer – også selv om nogen ryster på hovedet!, skriver én i en evaluering. En anden kommentar er, at de er blevet bedre til at tænke kreativt, og en tredje:

- Der er en plejer-kultur, og den har vi før givet op overfor. Det har vi ikke gjort i dette projekt.

Helt konkret arbejder designere sammen med ledere og medarbejdere på to af kommunens plejehjem med at finde ud af, hvordan man kan undgå medicineringsfejl. De fleste (87 % i 2015) af de utilsigtede hændelser, der rapporteres til Aalborg Kommune, omhandler medicinering, og på plejehjemmene udgør 'medicin ikke givet' 63 % af alle rapporterede hændelser på trods af, at der findes sikkerhedsprocedurer, som i vid udstrækning burde forhindre dem.

Afprøver løsningerne på flere plejehjem

- De første afprøvninger af designløsninger viser, at eksempelvis noget så enkelt som farven på en medicinbakke kan nedbringe antallet af glemt medicin. Derfor tager vi nu hul på at afprøve løsningerne på flere plejehjem. Målet er både at finde løsninger, der virker, men også at åbne medarbejdernes øjne for, at design kan bidrage til at udvikle fremtidens velfærd, forklarer rådmand Jørgen Hein.

I alt har designerne og personalet på plejehjemmene udviklet og afprøvet fire prototyper. Foruden de farvede bakker er det:

  • Synliggørelse af at medicin-administration er et fælles ansvar for alle faggrupper, ikke blot dem der direkte arbejder med opgaven.
  • Et doseringsbord med alt, der bruges i opgaven, og som kan køres med ind til beboerne eller ind i en fredelig krog.
  • Et medicinskab med tydelig afmærkning af medicinen og note om, hvordan beboere helst vil tage de  

Antallet af fejl ligger på det halve af kommunens øvrige plejehjem
Antallet af fejl i kategorien "Medicin ikke givet" på de to plejehjem ligger nu på det halve af kommenens resterende plejehjem. Tallet er opgjort i den periode, hvor projektet fandt sted - der er endnu ikke målinger af fejl efter projektslut, men på plejehjemmet er de sikre på, at de kan fastholde det fornemme resultat - De forbedringer, vi har udviklet, holder vi jo fast i, og de vil have en blivende effekt, siger plejehjemsleder Jytte Glavind Pihl, Mou Plejecenter. 

Ideerne er nu ved at blive bragt ud til kommunens øvrige plejehjem. I første omgang er 5 plejehjem udtaget som de næste i rækken.

 

 

- Målet er at finde løsninger, der virker, men også at åbne medarbejdernes øjne for, at design kan bidrage til at udvikle fremtidens velfærd, forklarer rådmand Jørgen Hein fra Aalborg Kommunes Ældre- og Handicapforvalting.           

Samarbejdsparterne

Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune løser sociale og sundhedsmæssige opgaver for ældre samt børn, unge og voksne med handicap. Kvalitet- og Innovationsenheden arbejder bl.a. med udfordringer ift. færre ressourcer og flere opgaver samt løsninger på komplekse problematikker vedr. borgere i eget hjem og i plejehjem, kronikere og multisyge.

Derfor skal der tænkes kreativt og innovativt. Aalborg Kommune mener, der skal brydes med vante tankegange, og man skal turde gå nye veje for at forbedre og udvikle livskvaliteten for borgerne og ansatte.

Kvalitets- og Innovationsenheden i Ældre- og Handicapforvaltningen er oprettet for at fremme den innovative udvikling i Ældre- og Handicapforvaltningen - og gerne i samarbejde med andre, private eller offentlige.

Designskolen Kolding er en videregående uddannelsesinstitution med et trebenet videns-grundlag: Viden fra forskning, viden fra kunstnerisk/designfagligt udviklingsarbejde og viden fra praksis.

Skolen udbyder en bachelor-, kandidat og Ph.d.-uddannelse inden for design med specialerne: Industrielt design, mode og tekstil, accessoires og kommunikationsdesign. På tværs af de fire specialer er vidensopbygningen organiseret i forhold til skolens strategiske satsninger. Velfærdsdesign (social inklusion), leg og design samt bæredygtighed og design. For hvert af de tre områder er der opbygget et "laboratorium", som er bemandet af forskere og udviklere. I forhold til samarbejdet med Aalborg Kommune vil det være skolens laboratorium for velfærdsdesign (social inklusion), som forestår arbejdet.'

 

“Medicineringsfejl er en rigtig stor udfordring – ikke bare på ældreområdet, men i hele sundhedsvæsenet. Vi har allerede nedbragt antallet af fejl ved at indføre forskellige sikkerhedsprocedurer. Nu undersøger vi, om vi kan nedbringe antallet endnu mere ved hjælp af design.- Jørgen Hein, rådmand hos Ældre- og Handicapforvaltningen ”Det bedste er, at vi har lært en ny måde at arbejde på. Vi har lært at lave prototyper, prøve ideer af, hurtigt finde ud af, om en ide er levedygtig eller ej. Det vil vi få stor glæde af. Helt praktisk er det bedste, at vi har ensrettet alle medicinskabe. Der er ingen forskel på det syn, der møder de ansatte, når de åbner beboernes medicinskabe. Det giver et sikkert overblik. Skemaerne i medicinskabene med information om borgeren, et foto af vedkommende og besked om, hvordan han ønsker at få sin medicin, er også et stort fremskridt. Vi kan jo ikke bede borgerne nævne deres cpr-nummer, før de får medicinen, men nu kan en ny medarbejder sagtens finde borgeren inde i fx opholdsstuen, fordi vedkommende lige har set fotoet i medicinskabet. Det er en meget enkel løsning, men et stort fremskridt. Dejligt og trygt vi har fået dette sikre overblik.”- Jytte Glavind Pihl, Plejehjemsleder, Mou Plejecenter ”Det bedste er, at vi tør prøve at gå nye veje, se andre muligheder i hverdagen. Vi har også fået en ny åbenhed, og det er blevet trygt at tale om, hvordan vi ønsker at håndtere patientsikkerheden. Det er blevet mere naturligt at tale om, for det kan – eller rettere kunne - godt være et svært emne. Vi er blevet endnu skarpere på, hvordan vi kan forbedre vores arbejdsgange og metoder. Og allervigtigst er, at vi laver fejl, selvfølgelig gør vi det, men vi lærer af dem og deler vores viden og erfaringer med kollegaerne.- Marleen Raal, Assisterende plejehjemsleder, Mou Plejecenter ”Det år, projektet har varet, har gjort noget ved en. Jeg forstår slet ikke, hvordan vi har kunnet leve uden de ting, vi har skabt, at vi ikke har fået ideerne før. Her i Hasseris har vi afprøvet figurerne, bakkerne og dispenseringsbordene, og jeg tror, figurerne har været det vigtigste. Vi flytter dem rundt, og de minder os om, at vi alle er vigtige, når det kommer til at uddele medicin. Mette i vaskeriet, Mads i ergoterapien. Ikke bare assisternerne, som jeg nok har tænkt før. Eller rettere: Faktisk har jeg ikke tænkt ret meget over det før, men nu nu tænker jeg på det hver dag, at vi alle er vigtige. For mig er det blevet et fantastisk år. Jeg tænker simpelthen anderledes.”- Lone Jensen, Social- og sundhedshjælper, Otiumgården, Hasseris”