25 sep. 2015 / Nyt om de studerende

Stjernedrys over Mark Tan

Der står trade mark Designskolen Kolding på Mark Tan, der modtager endnu en fornem hædersbevisning
Af Marianne Baggesen Hilger

Når Mark Tan i oktober modtager Kronprinsparrets Stjernedryspris, er det første gang, at den fornemme pris går til en dansk tøjdesigner.

Men den 29-årige modedesigner er også exceptionel. Mark Tan regnes for Danmarks mest lovende modetalenter. Han har designet tøj, siden han var barn og med en bachelor fra Designskolen Kolding i ryggen – grundlagde han sit eget brand, »Mark Kenly Domino Tan«, der markedsfører tøj til stil- og kvalitetsbevidste kvinder over hele verden.

Ifølge modeeksperten Cris Pedersen skiller Mark Tan sig markant ud fra mange af de andre designere herhjemme.

”Mark Tan er en del af en ny generation af unge danske designere, der har hele verden som arbejdsplads. Han laver luksustøj, der ikke nødvendigvis passer til det danske marked, men han har et særligt internationalt udsyn og en enorm selvtillid i sit tøj”, siger han til DR Kultur.

Cool og klassisk

Stjernedrysprisen modtager han bl.a. "for sit kreative arbejde med materialers formsprog og sit på én gang cool, klassiske og innovative design" samt for sit "fokus på bæredygtighed i produktionsprocessen."

”Mark Tan er virkelig dygtig til at formgive tøj i anderledes materialer. Han formår at gøre materialet til stjernen og har en enorm forståelse for, hvad tøj kan i samspil med forskellige typer materiale”, siger Cris Pedersen til DR Kultur.

I 2014 blev Mark Tan hædret med DANSK Design Talent - Magasin prisen og året 2015 kan han krone med Stjernedrysprisen og 50.000 kr. Kronprinsparret uddeler prisen 3/10/på Kulturværftet i Helsingør. Prisshowet sendes direkte på DR1 kl. 20.

“”Mark Tan er en del af en ny generation af unge danske designere, der har hele verden som arbejdsplads...”