24 jun. 2026 / Nyt om de studerende, Skolen og medarbejdere

Tilbageblik: De nye designere satte aftryk på 3daysofdesign

Hvordan kan design bidrage til en verden præget af overproduktion, ressourceknaphed og konstant forandring? Det undersøgte mere end 20 nye designere fra Designskolen Kolding i udstillingen Moments of Meaning, der blev vist på Nordatlantens Brygge under 3daysofdesign den 10.-12. juni 2026.
Af Marianne Baggesen Hilger

Udstillingen samlede projekter, der arbejdede med alt fra bakteriefarver, biomaterialer og cirkulær produktion til fællesskaber, trivsel, teknologi og nye måder at forstå vores forhold til ressourcer på. De besøgende kunne opleve både færdige resultater, prototyper, materialeeksperimenter og de undersøgende designprocesser bag projekterne.

Mange af projekterne var udviklet i samarbejde med virksomheder, organisationer og andre eksterne partnere. Fælles for dem var en nysgerrig tilgang til, hvordan design kan skabe nye perspektiver og åbne muligheder i en kompleks verden.

Vi er stolte af endnu en gang at have været en del af 3daysofdesign og af at kunne præsentere vores nye designeres projekter i en international ramme. Festivalen samlede i år 572 udstillinger med deltagere fra 37 lande og bød på 894 arrangementer rundt omkring i København. Mere end 125.000 besøgende fra 140 lande lagde vejen forbi festivalen.

Tallene vidner om en festival, der formår at åbne dørene til designverdenen og skabe møder mellem mennesker, fagligheder og idéer på tværs af landegrænser. Tak til alle, der besøgte Moments of Meaning, gik på opdagelse i projekterne og tog del i samtalerne.

Udstillingen var støttet af Augustinus Fonden, Den Faberske Fond og Kolding Kommune.