06 apr. 2022 / Skolen og medarbejdere

Tiltrædelsesforelæsning ved Eva Brandt

Sæt kryds i kalenderen 24. maj!
Af Marianne Baggesen Hilger

Tirsdag den 24/05/kl. 13 fejrer vi Eva Brandt, når hun holder tiltrædelsesforelæsning som professor i social design.

Eva Brandt er som professor og forskningsleder af Designskolen Koldings Laboratorium for Socialt Design med til at understøtte og udbygge skolens vidensopbygning, uddannelse og samarbejde med det omgivende samfund. Hun markerer sig især inden for co-design, design-antropologi, demokratisk design og universal design.

Om sin forskning siger Eva Brandt:

- Mit drive er at bidrage til at ’løse’ komplekse sociale og samfundsmæssige udfordringer. Det kræver mange forskellige kompetencer og viden, hvilket er grunden til, at jeg er optaget af kollaborative designmetoder; samarbejde og læring på tværs af domæner og organisatoriske skel. Forskningen handler om at forstå og udvikle designarbejde i praksis i den virkelige verden. Den handler om, hvordan designere kan iscenesætte designprocesser med ikke-designere (dem problemstillingen vedrører), hvordan en mangfoldig gruppe af mennesker kan sætte sig ind i eksisterende levede liv, og hvordan de sammen kan udforske og øve sig på mere bæredygtige fremtider. Jeg er desuden optaget af eksperimenterede designforskning generelt. For eksempel relationen mellem design (forsknings) program, eksperimenter og argumenter i forbindelse med at udvikle design og formidle ny viden. 

Tiltrædelsesforelæsningen finder sted tirsdag den 24/05/kl. 13.00–14.00 på Designskolen Kolding, Ågade 10 i skolens Auditorium og efterfølges af en reception. Det vil også være muligt at deltage online.

Alle er velkomne.

Titel og indhold for forelæsningen følger.