Topkarakterer
Syddansk Vækstforum har netop offentliggjort den sidste af i alt to slutevalueringer af Region Syddanmarks designsatsning, D2i – Design to innovate. Den er udarbejdet af COWI, som har vurderet projektets succes på en række parametre. Og resultatet vækker glæde hos D2i.
- Det er meget positivt, at 88 % af de adspurgte virksomheder angiver, at de har forventninger om øget omsætning efter deres deltagelse i D2i’s aktiviteter. På samme måde er brugen af design i innovationsprojekter og i forhold til strategi og ledelse steget med over 20 % blandt virksomheder, der har gennemført en eller flere af vores aktiviteter, siger sekretariatsleder i D2i, Thit Juul Madsen.
I rapporten kan man desuden læse, at ”projektet er lykkedes godt med at øge antallet af virksomheder, der arbejder med design, herunder andelen af virksomheder, der arbejder med design som innovationsdrivende middel eller som strategisk redskab.”
Ligeledes vurderer de adspurgte virksomheder D2i’s aktiviteter til at have en høj kvalitet, mens virksomhederne generelt er meget tilfredse med forløbene hos D2i. Indtil nu har 570 virksomheder (i alt 1551 personer) fordelt over hele landet deltaget i D2i’s aktiviteter. Og resultaterne er ikke til at tage fejl af.
- Der er ingen tvivl om at øget brug af design har positiv effekt. Det er både, hvad angår de forretningsmæssige, organisatoriske og strategiske aspekter af det at drive en virksomhed, siger Thit Juul Madsen.